Prøv avisen

Min første skoledag

Chris MacDonald fandt sit fighterinstinkt, efter at han blev mobbet i skolen. – Foto: Leif Tuxen.

Chris MacDonald følte, han stod foran en skillevej, efter at han mødte modgang som ny elev i high school

Første skoledag var ingen succes. Med mine 41 kilo vejede jeg mindre end de fleste piger i min nye high school-klasse. Og allerede aftenen før var jeg både spændt og nervøs. Men som dagen udviklede sig, blev jeg også bange. For det skulle hurtigt vise sig, at jeg bogstaveligt talt var et let offer for de ældre drenge.

Det var stort for mig at begynde i high school. Der var mange mennesker, skolen var stor, og alt virkede stort. Men jeg var lille. Jeg var lille fysisk, og jeg følte mig ret lille selvsikkerhedsmæssigt, selvom mine forældre havde givet mig et godt selvværd. Og min første skoledag i high school var simpelthen et mareridt.

Jeg ville ikke være den foruden. For den blev også begyndelsen til at lære, hvad det vil sige at være en mand. Men jeg må indrømme, at jeg både var usikker og bange på min første skoledag i high school. Konstant måtte jeg høre tilråb om min størrelse. Men værst blev det, da vi fik frokost, hvor en gruppe store fodboldspillere fik øje på mig i kantinen. Testosteronet lyste simpelthen i ansigterne på dem. For testosteron bliver altid forstærket, når der er piger i nærheden, og der var mange piger i kantinen. Sådan oplevede jeg for første gang i min high school-karriere at blive trashed.

De løftede mig op og smed mig med hovedet først ned i en af de store skraldespande, der var fyldt med snasket affald. Da jeg fik kæmpet mig op, var jeg indsmurt i klæbrigt affald, mand!

LÆS OGSÅ:Mobning skader flere år frem

Jeg havde tabt ansigt. Og jeg havde både lyst til at græde og slå ud efter dem, men jeg valgte en mellemvej ved at stå fast og blive der. Så smed de mig op i skraldespanden igen. Men så kæmpede jeg mig bare op en gang til. På den måde gik der noget tabt i deres leg med mig. For jeg begyndte hverken at græde eller at slås.

Jeg var bange hele dagen, men jeg gennemførte den. Og det var en lille sejr. For mod handler ikke om at undgå frygt, men om at se det i øjnene, man er bange for. Men jeg var godt nok ked af det den dag. Da jeg kom hjem, trøstede min mor mig og sagde, at det var nogle dumme drenge, som jeg bare skulle ignorere. Min far sad bare og lyttede til, hvad hun sagde, inden han gik ud i haven. Da jeg fulgte efter ham derud, spurgte han, om jeg var o.k. Da jeg nikkede, fortsatte han: Du har bare fået din første lektion i, hvad det vil sige at være mand. For nu har du to valgmuligheder. Enten kan du gøre, som din mor har sagt, og ignorere dem. Eller også kan du acceptere, at det ikke bliver første gang, du kommer til at opleve idioter i dit liv. Vil du opgive? Eller vil du gøre, hvad du kan for at udvikle de forcer, du har?

Jeg vidste, at jeg stod ved en skillevej. Ville jeg være en taber og have ondt af mig selv, eller ville jeg kæmpe? På den måde er jeg glad for, at jeg mødte modstand dengang. For når jeg tænker tilbage, er det dér, mit mod, min drivkraft og mit fighterinstinkt kommer fra.

Jeg blev enormt stærk i forhold til min størrelse det år. Min force var stadig ikke at være stor, men jeg vidste også, at det ikke kun handlede om, hvad der var fra halsen og ned, men lige så meget om, hvad der var fra halsen og opefter.