Mormor: Børnebørnene skal lære at være taknemmelige

Sangerinden Hilda Heick har to børnebørn, som hun ikke ønsker at overforkæle. Bedsteforældre må gerne give vigtige værdier videre, siger hun

Hilda Heick og manden Keld Heick flyttede til det sydlige Malmø for at være tættere på børnebørnene. De skal lære vigtige dyder som ærlighed og ordentlighed, mener bedstemoderen, som også har skrevet et brev til dem, kan man læse i en ny bog fra Kristeligt Dagblads Forlag. – Foto: Sarah Christine Nørgaard/BT/Ritzau Scanpix.
Hilda Heick og manden Keld Heick flyttede til det sydlige Malmø for at være tættere på børnebørnene. De skal lære vigtige dyder som ærlighed og ordentlighed, mener bedstemoderen, som også har skrevet et brev til dem, kan man læse i en ny bog fra Kristeligt Dagblads Forlag. – Foto: Sarah Christine Nørgaard/BT/Ritzau Scanpix.

Hvordan er dit liv forandret, efter at du er blevet mormor?

”Vi flyttede fra Holte til en lille by syd for Malmø for at være i nærheden af vores børnebørn og hjælpe til med pasningen. Vi flyttede fra et sted, vi troede, vi aldrig skulle flytte fra. Men vi ville gerne være tæt på, så vi kunne hjælpe med at passe dem og køre dem i skole.

På et tidspunkt, da børnene ikke var så gamle, kom min svigersøn til skade, mens min datter spillede på teatret i Aarhus. Det betød, at vi i fem måneder fungerede som forældre. Vi lærte børnenes hverdag at kende på en helt anden måde. Pludselig skulle vi også være opdragende og træde ind i forældrenes rolle som autoritet. Det var meget givende for vores forhold til børnene.”

Hvad er det bedste ved at blive bedsteforælder?

Artiklen fortsætter under annoncen

”Det er at opleve børnebørnenes udvikling og deres glæde ved de helt små ting. Det er bevægende at opleve, at de bliver ældre og udvikler sig til fornuftige unge mennesker, der kan læse, skrive og opføre sig ordentligt. I hvert fald når vi er til stede.”

Hvilke tanker har du gjort dig i forbindelse med at blive bedsteforælder?

”Når man får et barnebarn, plantes der en bekymring for fremtiden. Pludselig bekymrer man sig om den verden, de vokser op i. Det er en verden, man gerne vil lære dem at forholde sig til. Man er også glad for, at slægten går videre. Det er sjovt at overvære, at to børn, der slet ikke ligner hinanden, alligevel begge ligner deres forældre. Samtidig kan jeg mærke, at der også er nogle træk tilbage fra os. Jeg er glad for, at der er noget, som bliver ført videre, og at man ikke har levet forgæves.

Før min datter, Annette Heick, blev født, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, om jeg nogensinde blev bedsteforælder. Hun var 32 år, da det skete, så vi kunne ikke vide det. Jeg var langt mere nervøs, da min datter skulle føde, end da jeg selv skulle. Dengang var jeg ung og bekymringsløs, men i min alder tænker man over, hvor galt det kan gå.”

Hvordan mærker du forskellen på at blive bedsteforælder sammenlignet med forælder?

”Som bedsteforælder har man ikke helt det samme store ansvar, som forældre har, når de sætter børn i verden. Når man er træt, så kommer forældrene og tager børnene og giver én friheden tilbage, så man kan blive udhvilet igen. Det er et arbejde at have to små størrelser gående omkring benene. Som bedsteforælder er man lidt ældre, end da man selv blev forælder. Man har trods alt ikke det sidste ansvar, selvom man har et stort ansvar. Det er forældrene, der tager den sidste beslutning.”

Hvad er en god bedsteforælder?

”Det er en, som ikke overforkæler børnene, men som også fortæller dem, når de gør noget forkert. Man må gerne opdrage dem undervejs.

Det gør ikke spor. Man må godt rette på dem og sige ’nej, den går altså ikke’. Det er en vigtig del af at elske sine børnebørn.

Det kan jo ikke nytte noget, at man siger til dem, at de må alt, når de en dag kommer ud i verden og oplever det modsatte.”

Hvilke værdier forsøger du at give videre til dit barnebarn?

”At ærlighed er en meget vigtig ting. Både over for ens forældre, men også over for ens omgivelser. Hellere tilstå, at man har gjort en dårlig ting, end at sandheden skal komme fra andre. Vi har også lært dem, at de skal tage hensyn til andre mennesker og behandle andre mennesker, som de gerne selv vil behandles. Og så er er det heller ikke ueffent at være flittig. Flid og ordentlighed er vigtige værdier.

Mine børnebørn har mange goder, men det er ikke en selvfølge. Det forsøger jeg at fortælle dem. Man skal sætte pris på tingene og være taknemmelig for det, som fungerer for en. Man skal heller ikke fortvivle over de ting, som kan gå skidt for en, for nogle gange er det sundt at møde modstand.”

Hvordan forsøger du at påvirke og forme dit barnebarn med udgangspunkt i bestemte værdier?

”Vi har ofte taget dem med på ferie, hvor vi oplever og ser ting sammen. På ferier har man børnene helt for sig selv. Det gør, at man lærer dem at kende på nye måder, og at de lærer os at kende på godt og ondt. Den vej igennem får vi fælles oplevelser, vi kan samles om.

I dag er vores ældste barnebarn 15 år, og så kan man frygte, at de begynder at kede sig i vores selskab. Det har dog ikke været tilfældet.

Allerede nu glæder de sig til næste efterårsferie, hvor vi skal rejse sammen.”