Klokken er lidt over syv om morgenen. Det er fruens fødselsdag, regnen står ned i stænger, og jeg står nede i kloakken. Mine arme er smurt ind til albuerne i noget, der ikke lugter godt, fra husets stoppede køkkenafløb.

LÆS OGSÅ: Overraskende møde med det russiske køkken

Det er kulminationen på et ugelangt forsøg på at undgå at ringe efter en håndværker et projekt, der begyndte med civiliseret højtryksspuling og mekanisk håndrensemaskine, men eskalerede til at omfatte stigende grader af kemisk krigsførelse for denne morgen at ende i blindt, fysisk raseri. Med en til formålet totalt uegnet planteske graver jeg en kompakt blanding af animalsk fedt, kaustisk soda og knoglesplinter op af en samlebrønd, der er lige så dyb, som den er snæver.

Da samlebrønden er tom, pibler der stadig kun en ynkelig prostata-stråle ud af ledningen fra køkkenvasken. Jeg løfter de tilsølede arme mod den blygrå himmel, vender det hvide ud af øjnene og råber en ed, der er sortere end mine hænder. Da jeg kommer ind, er jeg blevet veganer.

Der sidder et mellemstort husdyrbrug i vores afløb. Og det er bare det, vi har skyllet af tallerkenerne. Tænk så på alt det, vi har spist, siger jeg.

Jeg mærker, at det strammer i hovedkranspulsåren. Det er et mirakel, at vi begge har nået at runde de 50, sådan som vi har svinet vores kroppe til. Jeg overtaler fruen til, at hendes fødselsdagsmiddag med drengene skal være det første skridt ind i en livsforlængende, vegetabilsk diæt et livsstilsvalg, som vil have den positive bivirkning, at jeg aldrig mere skal skovle en kvart Daka-transport op af kloaksystemet. Det er ikke noget problem at komponere en menu. Det er forår, og vi går rundt i supermarkedet og plukker grønne asparges, nye kartofler, brøndkarse og friske krydderurter ned fra hylderne. Jeg er lige ved at fylde fløde og fetaost i kurven, men kommer i tanke om, at de falder i kategorien for forbudte, animalske produkter.

Da vi har samlet alt, hvad et uforkalket hjerte kan begære, og begiver os op til kassen, får jeg fornemmelsen af, at der alligevel mangler noget i kurven. Måske fordi vi passerer slagteren, der netop er ved at skære tykke skiver af et oksehøjreb. Det er pludselig svært at se, at det velhængte, mørkerøde oksekød skulle have noget slægtskab med de unævnelige sager i vores køkkenafløb.

Ærligt talt, det er din fødselsdag! Vil du ikke gerne have en bøf?

Fødselaren bedyrer, at hun er helt tilfreds med en god salat. Jeg overvejer situationen.

Drengene vil blive skuffede. Jeg synes, vi skal købe fire bøffer. For drengenes skyld, siger jeg.

De viser sig at gå ualmindeligt godt sammen med en vegansk kartoffel-asparges-salat. Og en kold skive smør på toppen.

Kartoffel-asparges-salat

• 1 kg nye kartofler
• 75 g hasselnødder
• 1 bundt grønne asparges
• 150 g nye spinatblade
• 150 g ærtespirer (eller brøndkarse)
• 1 bundt purløg
• 75 g sorte, udstenede oliven

​​​​​​​Dressing:

• ½ dl olivenolie
• ¼ dl citronsaft
• 1 spsk. dijonsennep
• 2 spsk. friskrevet peberrod
• Salt og peber

Skrub og kog kartoflerne hele i rigeligt saltet vand. Bring vandet i kog først og kom derefter kartoflerne i gryden de store først, de mindste til sidst. Hold godt øje med dem og hæld vandet fra, når kartoflerne er møre, men med bid. Lad dem stå i gryden. Tænd ovnen på 150°. Hæld hasselnødderne i et ildfast fad og sæt dem i ovnen i ca. 20 minutter, til de dufter, og den brune hinde løsner sig. Rens og kog de grønne asparges i letsaltet vand i 3-4 minutter (bring vandet i kog først). Tag aspargesene op og læg dem på en tallerken. Skyl spinat, spirer og purløg. Bland dressingen og smag den til. Umiddelbart før servering vendes alle ingredienser med dressingen og anrettes på et stort fad.