Jeg får tilsendt et avisudklip med et foto af en mand, der står i en brun papkasse og ligner en idiot. Manden har en overfladisk lighed med mig, og papkassen kunne ved nærmere eftersyn minde om en talerstol, jeg for nylig har stået på. Heldigvis fremgår det af billedteksten, at foredragsholderen hedder Kåre Lund. Det er en lettelse, især da jeg læser alt det vås, idioten i papkassen bliver refereret for.

Billedet er det seneste tegn på mit accellererende identitetstab. Måske blev kimen lagt i barndommens begejstring for fastelavnsdragter. En umiddelbart uskyldig trang til at være en anden gik op i en højere enhed med min mors kreative ambitioner ved symaskinen. Men det greb om sig, og efterhånden var det ikke kun til fastelavn, jeg var klædt ud. Min mor burde nok have sagt fra, da jeg i hele 1971 gik i skole som Tintin i plusfours og slipover.

Siden har jeg tilbragt mit voksenliv med at overveje, hvad jeg vil være. På det seneste har projektet taget en foruroligende drejning. Hvor mit navn tidligere var den røde tråd mellem en række inkompatible identiteter, er der nu begyndt at dukke Kåre-kloner op, som iført andre efternavne tager æren for mine bedrifter.

Bøger, jeg bestemt mener at have skrevet, tilskrives i anmeldelserne ophavsmænd, som ikke er mig. En udgivelse får en pæn lektørudtalelse, som min redaktør fremsender med gratulation. Jeg er tilsyneladende den eneste, der studser over, at forfatteren hedder Kåre Sand.

Andre gang høster jeg ros for talenter, jeg ikke besidder. Ved et foredrag i en sognegård fremhæver præsten mit renommé som klassisk guitarist. Jeg indvender, at jeg ikke spiller guitar. Præsten slår mine protester hen som falsk beskedenhed. Mit efternavn er blevet en stiplet linje, folk selv kan udfylde.

De mange alter egoer gør det umuligt at google mig selv. Jeg kan uden at vide det være involveret i heftige politiske debatter i cyberspace. Eller det, der er værre. Jeg kommer til at tænke på Svend Aage Madsens novelle om den anonyme sparekasseassistent, som klæder sig ud som en arret sørøver til karnevalet. Da han vågner dagen efter, er sørøveransigtet vokset fast, så han er nødt til at klæde sig ud som anonym sparekasseassistent for at gå på arbejde.

Ved nærmere eftertanke er jeg ikke sikker på, at analogien holder. Men pas på, at ungerne ikke bliver væk for sig selv, når de får fastelavnsdragten på. Giv dem Birthes bløde fastelavnsboller som ballast. De består mest af smør og garanterer, at fødderne ikke slipper jorden. Til gengæld får de altid ben at gå på.

Fastelavnsboller, cirka 25 stk.

Cremen

3 dl mælk
30 g rørsukker
2 æggeblommer
20 g maizena
1 stang vanilje, flækket

Dejen

1 liter kold mælk
1 æg
1 spsk. sukker
50 g gær
1 kg mel
400 g smør

Fremgangsmåde

1. Begynd med cremen, som køler af, mens dejen laves og udrulles: Mælken koges op sammen med vaniljestangen.

2. Æggeblommerne piskes med maizena og rørsukker i en gryde. Den varme mælk hældes ved æggemassen og koges forsigtigt igennem, til den bliver jævn.

3. Dejen: Rør mælk, æg, sukker, gær og 2/3 af melet til en blød dej. Drys resten af melet på en bordplade og rul dejen med lette bevægelser til en halv centimeter tyk plade.

4. Fordel smørret i tynde skiver over 2/3 af dejen. Fold dejen to gange på den ene led og to gange på den anden. Rul den ud igen. Gentag processen to gange, men uden smør.

5. Efter sidste udrulning skæres dejen i firkanter.

6. Anbring en tsk. creme (eller hindbærsyltetøj) på hver firkant. Saml dejen omkring fyldet som rynkede poser.

7. Læg bollerne med samlingen nedad på en plade med bagepapir og lad dem hæve et lunt sted i 30 minutter.

8. Bag ved 250° i 6-8 minutter, til de er gyldne. Smør straks med smeltet smør og drys med sukker.