Prøv avisen

Mobile kirker hitter i Serbien

Goran Mancic foran en af de mobile kirker, som han fabrikerer sammen med sin far. Kunderne bestemmer for eksempel selv, hvilke helgener de vil have i kirken. Foto: Ota Tiefenböck.

Virksomheden Nancic Granit i Serbien har specialiseret sig i fremstilling af mobile kirker. Interessen på hjemmemarkedet er stor; mange virksomheder, institutioner og private ønsker at have en kirke stående i baghaven

Alt er til salg i dag, så hvorfor ikke kirker. Det var den tanke ejeren af virksomheden Mancic Granit, Svetislav Mancic, fra den sydserbiske by Gadzin Han fik sidste år. Han tænkte videre over idéen, diskuterede den med sin søn og medejer af virksomheden Goran Mancic, og sammen udtænkte de, hvordan idéen kunne realiseres i praksis. De fik bygget en kirke, som kan løftes op på en lastbil og køres til et hvilket som helst bestemmelsested. Kirken bliver leveret i klar til brug-stand.

LÆS OGSÅ: Ismoské på vej i Lapland

Den er udstyret med et alter og et klokketårn og udsmykket med freskoer af helgener efter eget ønske. Den er velsignet af den serbisk-ortodokse kirke og klar til at sætte på plads hos ejermanden, som blot skal slutte kirken til stikkontakten. Interessen for virksomhedens usædvanlige produkt har ifølge Goran Mancic været helt overvældende. Virksomheden drukner i henvendelser.

Interessen er virkelig stor. Vi får mange henvendelser hver dag. Fra mindre landsbyer, som ikke har en kirke i forvejen, eller fra hospitaler, restauranter, skoler, plejehjem og sågar motorvejsrastepladser, som gerne vil have en kirke stående på deres grund. Derudover er der mange private, som gerne vil have deres egen kirke i haven, og som er parat til at betale den pris, det koster at fremstille den, fortæller Goran Mancic.

En kirke produceret hos Mancic Granit koster fra omkring 15.000 euro (cirka 112.000 kroner), men prisen er naturligvis afhængig af de ønsker, kunderne har til kirkens udstyr og indretning. Det er mange penge i Ser-bien, men den høje pris er ifølge Goran Mancic ikke noget, der afskrækker kunderne.

Mange landsbyer laver indsamlinger og får donationer fra udlandet. Hospitaler, plejehjem eller andre statslige institutioner får tilskud fra staten eller tilskud fra private fonde, og de private, der gerne vil have deres egen kirke, er rige mennesker, som har penge nok, så heller ikke her er beløbet noget problem, fortæller Goran Mancic, mens han viser en af de mobile kirker frem.

Kirken står tæt ved vejen mellem Gadzin Han og den sydserbiske by Nis og skal i løbet af nogle dage leveres i en lille landsby i de nærliggende bjerge.

Den vejer 15 ton, og med i kirkens pris er både leveringen og opbygningen af en sokkel hos modtageren.

Kirkerne produceret af Mancic Granit kan leveres i mange forskellige udformninger. Det er kunden, der bestemmer, om klokken i klokketårnet skal være dre-vet elektrisk eller manuelt ved hjælp af reb, hvilke freskoer, der skal være på væggen, udformningen af kirkens belysning, eller hvilke materialer kirken er lavet af.

Vi er naturligvis åbne for kundernes ønsker; det er kunden der bestemmer det hele. Der er jo en stor forskel på, hvad folk vil have. Eksempelvis hvilke helgener man gerne vil have på væggene, hvor man vil have placeret korset, eller hvordan klokketårnet skal se ud, siger Goran Mancic.

Mancic Granit har i øjeblikket ni ansatte og har hidtil leveret forskellige stenbelægninger til de serbiske virksomheder og hjem. Svetislav Mancics idé om at fremstille mobile kirker har dog ændret på virksomhedens forretningsstrategi. Det tager mindst en måned at fremstille en kirke, og det efterlader ikke meget tid til virksomhedens øvrige aktiviteter. Goran Mancic regner med, at inter-essen for de mobile kirker fortsætter også i fremtiden, og at de mobile kirker fremover bliver virksomhedens hovedbeskæftigelse.