Mød Kristeligt Dagblads nye højtlæser: Der skal være sjæl i oplæsningen

Nicolai Schou er en af de nye oplæsere, der fremover vil læse Kristeligt Dagblads artikler højt for læserne

Med en baggrund som retoriker ved 25-årige Nicolai Schou en hel del om, hvad der giver lytteoplevelsen sjæl. Det kræver blandt andet, at oplæseren bruger sin mimik og gestikulerer, selvom det kun er stemmen, der bliver optaget.
Med en baggrund som retoriker ved 25-årige Nicolai Schou en hel del om, hvad der giver lytteoplevelsen sjæl. Det kræver blandt andet, at oplæseren bruger sin mimik og gestikulerer, selvom det kun er stemmen, der bliver optaget. . Foto: Leif Tuxen.

Den er ikke nem at få øje på, hvis man ikke lige ved, at den er der. Men slår man et sving om hjørnet og følger gangen ned gennem redaktionslokalerne, finder man måske den trappe, som fører helt op under taget. Lige her – på spidsloftet højt over Kristeligt Dagblads redaktion – står 25-årige Nicolai Schou skjult bag to computerskærme og et mikrofonstativ.

Han er en af de nye oplæsere, der fremover skal sørge for, at endnu flere af Kristeligt Dagblads artikler ikke blot udfolder sig i avisens spalter, men også i læsernes øregange, når man via Kristeligt Dagblads app og på k.dk kan høre artikler læst højt. Og det er ikke helt tilfældigt, at Nicolai Schous arbejdsplads befinder sig på loftet. Det kræver nemlig dyb koncentration og minimal baggrundsstøj, når den rette artikulation skal leveres, og derfor synes det kun passende, at det nyindrettede lydstudie er trukket lidt væk fra redaktionens og byens summen.

En mørkerød kurve laver zigzag på den ene computerskærm, da vibrationerne fra Nicolai Schous stemme rammer mikrofonen. Selvom der ved hans side er placeret en stol, står Nicolai Schou oprejst med sænkede skuldre og blikket rettet ligefrem. Luften skal nemlig helt ned i maven for at skåne stemmen og give den bedste klang, forklarer han.

Nicolai Schou har en bachelor i retorik, og han ved derfor en hel del om, hvordan stemmen ikke bare er en stemme, men et værktøj, der – når den bruges korrekt – kan gøre en verden til forskel for lytteoplevelsen. Og netop lytterne er han i sit arbejde konstant bevidst om.

”Det sjoveste ved jobbet er, at man laver et produkt, som kommer ud til nogle, der vil få glæde af det, man laver,” fortæller Nicolai Schou.

Af samme årsag prioriterer han sin forberedelse højt, og det kan hurtigt tage en halv time at forberede oplæsningen af bare én artikel.

”Når man virkelig skal have det til at lyde godt, så kræver det en del forarbejde. Var det bare et spørgsmål om at være effektiv og gøre det så hurtigt som muligt, så ville det slet ikke blive så god en lytteroplevelse,” siger han.

Inden Nicolai Schou giver sig i kast med dagens højtlæsning, er hans stemme igennem et 15 minutters langt og grundigt opvarmningsprogram. De forskellige vejrtræknings- og stemmeøvelser har han selv sammensat og oplært de andre oplæsere i, og han synes, det er motiverende at kunne bruge sin faglighed til at gøre produktet så godt som muligt.

Selvom Kristeligt Dagblads abonnenter kun får glæde af Nicolai Schous stemme, gestikulerer han både med arme og hænder, når han er på:

”Det gør en kæmpe forskel for ens oplæsning, at man bruger hænderne, ligesom hvis man taler. Så er det, som om kroppen fortæller hjernen, at nu skal der gives lidt ekstra liv,” siger han og forklarer, at han godt kan lide, når der er sjæl i oplæsningen.

”Mange tror, det skal lyde maskinelt og anonymt, men det skal det ikke. Man må gerne kunne høre, at der står et menneske bag,” uddyber han og understreger, at det samme gør sig gældende, når der opstår udfordringer undervejs: ”Hvis der kommer et polsk navn, man ikke kan udtale, så skal man hellere være ærlig og sige, at man håber, man udtaler det rigtigt og så forsøge sig så godt, som man kan. Vi er jo alle bare mennesker,” siger han.

På en vagt når Nicolai Schou som regel at oplæse seks eller syv artikler. Det er hårdt for hjernen at arbejde så koncentreret, men så længe abonnenterne får noget ud af oplæsningen, er det umagen værd, synes han.

”Jeg håber virkelig, at lytterne vil opleve, at de får billeder i hovedet, og at de sidder tilbage med en følelse af, at de har fået fortalt en historie.”