Prøv avisen

Mølart med karakteristisk frisure får navn efter Trump

Det er ikke svært at se, hvorfor det lille møl Neopalpa donaltrumpi (tv.) er blevet opkaldt efter Donald Trump (th.). – Fotos: Vazrick Nazari og Steve Helber/AP

Et lille møl, som først er blevet opdaget for nylig, bliver det første dyr, der bærer navn efter USA's kommende præsident

Det syner nærmest af ingenting, men ikke desto mindre er et nyopdaget insekt i mølfamilien den første art, der har fået sit navn for at ære USA’s 45. præsident, som indsættes fredag. Neopalpa donaldtrumpi, som det lille møl er kommet til at hedde, måler bare ni millimeter og blev tidligere på ugen præsenteret i det videnskabelige tidsskrift Zookeys. Det skriver Livescience på sin hjemmeside.

Det var evolutionsbiolog Vazrick Nazari fra Ottawa, Canada, der opdagede det nye insekt i forbindelse med et større studie af mølfamilien. Ved en gennemgang af materiale, som Nazari havde lånt fra Bohart Entomologiske Museum i Californien, faldt forskeren over et par prøver, som ikke matchede andre kendte mølarter.

Efter at have nærstuderet insektet i sit mikroskop, var det oplagt at opkalde den nye art efter Donald Trump. Der var nemlig en slående lighed mellem Trumps kendte signaturfrisure og de små gule skæl, som pryder toppen af Neopalpa donaldtrumpis hoved. Samtidig håber Nazari, at hans navnegestus kan være med til at skabe opmærksomhed omkring det skrøbelige økosystem, hvor Neopalpa donaldtrumpi lever.

Området strækker sig fra det sydlige Californien i USA til Baja California i Mexico, men på grund af urbanisering er flere af de arter, som lever her, truede. Samtidig er det netop det område, Donald Trump har planer om at adskille med en høj mur, skriver Livescience.

”Så jeg har opkaldt en art efter Donald Trump. Måske vil han nu gøre bevarelse af skrøbelige amerikanske økosystemer til en prioritet,” skriver Vazrick Nazari selv på Twitter.

Det er ikke første gang, forskere i dyreverdenen har ladet sig inspirere af Trumps hårpragt.

En låden peruviansk møl-larve fra Amazonas med kraftig gul pels bærer i dag kælenavnet Trumpapillar, og tilbage i november opnåede en kinesisk fasan nærmest stjernestatus på grund af sin gyldne toupé, skriver The Daily Mail.

Foto: Skærmprint fra Twitter
Møllarven "megalopyge opercularis", som lever i Amazonas i Peru har fået kælenavnet "Trumpapillar" efter den kommende præsident. Foto: Caters/Polfoto