Jeg er stået tidligt op, lang tid før solopgang i den mørke vintertid. I mit kølige arbejdsværelse står jeg og får varmen med en kop kaffe. Den smager stærkt og bittert, som den skal. Jeg ser ud over husene, der ruger tavse som utydelige blokke derude. Omkring mig i mørket sover hundreder af mennesker stadig i deres varme senge. Længere ude, i det dybere mørke, sover atter tusinder. Jeg bilder mig ind, at jeg kan fornemme deres åndedræt gennem murene.
Selv er jeg alene og lysvågen i denne tidlige time, som andre før mig har oplevet på præcis samme måde. Forfatteren H.C. Branner har beskrevet situationen som daggryets dæmoni.
Det bliver så tindrende koldt i den klare frostnat med vidtrækkende varmeudstråling ud mod verdensrummet og vedvarende vinde fra nordøst. Mørket selv synes at gro, nu hvor intet andet kan gro frem af den hårde og tunge vinterjord. Mulmet synes ganske enkelt at opsluge tingene, så de bliver borte i den sodsorte nat. Andre gange har jeg stået her og ment at se skikkelser derude, svøbt i mørket, som trådte de ud af nattens mareridt, mosens blege lygtemænd og folketroens lokkemænd. Natten har tusind øjne, siger man.
Men i denne time er det selve mørket, der er levende, ligger på lur, glider frem, siver op af den mørke muld som æter med giftig spot.
”Bliv hos os, når dagen hælder,/ du kære Fader og Gud!/ Bliv hos os, når mørket vælder/ af nattens sluser ud!”. Mørket er hos Ingemann skræmmende, derfor bønnen til Gud om beskyttelse, men også underfuldt; det er dér, hvor sjælene vandrer fredfyldt bort på deres pilgrimsrejse fra alle de jordiske riger til det himmelske paradis.
Det er mørket, der har formet os til dem, vi er, som folk, som danskere – hvis man da kan tale om, at vi generation efter generation arver de biologiske dispositioner, der er fremkommet som tilpasning til miljøet. På den måde har mørket ligesom andre vejrfænomener indkodet karaktertræk i vores blod og ben. Det må med andre ord have haft store konsekvenser, at man i næsten al den tid, der har boet mennesker på disse breddegrader, har levet uden lys i op til 17 af døgnets timer i en efterårs- og vinterperiode, der varer meget, meget længe.
Man taler om det særlige danske tungsind, men man taler også om den tålmodighed og udholdenhed, der kendetegner os danskere, ja, endda om vores lykkefølelse. Måske kan det verdensberømte fænomen ”hygge”, der altid slår den fremmede med undren, også skrives på mørkets konto. Frem med uldtæpperne, stearinlyset og den varme kakao, så skal vi sammen modstå mørket i det lille hjem!
Mon ikke også, at det er det mørke halvår, der har stimuleret vores stærke fællesskabsfølelse, normerne for pålidelighed og arbejdsomhed? Sådan overlever man under svære betingelser.
Under alle omstændigheder er der en hård lektie at lære. For kan man ikke klare mosten, så hører man næppe hjemme her. Man må derfor lære at gøre sig fortrolig med mørket, at gøre mørket til en slags ven. Ellers går det ilde. Så vil mørket sprede sig som rustpletter i sindet, og man vil blive ramt af en udmattende vinterdepression, der slider de sidste rester af opsparet liv ud af kroppen. Men mørket skærper også vores evne til at være opmærksomme. Pludselig opstår der øjeblikke af uventet skønhed. Pludselig spirer en lille knop på grenen, og små gule og hvide blomster skyder frem af jorden, ligesom håbet gror frem af tungsindet. Den grokraft, vi kender fra naturen, er vendt tilbage!