Mor og datter ser kun hinanden om sommeren: Den knappe tid gør mødet mere intenst

Hver sommer rejser Kirsten Rødsgaard-Mathiesen fra New Zealand til Danmark for at besøge sin mor. De synes begge, at nærværet er større den måned, de er sammen om sommeren, end hvis de kunne se hinanden hver dag

Det var på grund af en blanding af nysgerrighed og tilfældigheder, at Kirsten Rødsgaard-Mathiesen, til højre, endte i New Zealand for 19 år siden. Hver sommer rejser hun til Danmark for at se sin mor.– Privatfoto.
Det var på grund af en blanding af nysgerrighed og tilfældigheder, at Kirsten Rødsgaard-Mathiesen, til højre, endte i New Zealand for 19 år siden. Hver sommer rejser hun til Danmark for at se sin mor.– Privatfoto.

Birthe og Kirsten Rødsgaard-Mathiesen plejer at tilbringe denne tid på året, hvor aftenerne er lyse og bøgen grøn, sammen i Danmark. Og gensynsglæden er altid stor, for da er det et år siden, at mor og datter sidst var sammen.

59-årige Kirsten Rødsgaard-Mathiesen er nemlig en af de omkring 135.000 danskere, der bor i udlandet og til hverdag må undvære familiemedlemmer og venner derhjemme. I to årtier har moderen og datterens kontakt i hverdagen derfor bestået af en forbindelse over et ”moderne kommunikationsmiddel,” som Birthe Rødsgaard-Mathiesen udtrykker det – på en videotjeneste over mobiltelefonen.

”Så føles det næsten, som om vi sidder i samme rum, selvom vi befinder os på hver vores side af kloden,” fortæller den 91-årige mor fra sit plejehjem i Hillerød.

”Det eneste minus har været, at jeg ikke kan kramme min datter over telefonen. Det er vilkåret, man vælger at leve med, når man flytter væk fra landet, man kommer fra,” siger Kirsten Rødsgaard-Mathiesen over telefonen:

”At man er langt væk fra dem, man holder af,” fortsætter hun.

Moderen er dog overbevist om, at fysisk nærhed hverken er en betingelse eller en garanti for at have en nær relation.

”Vi er så tætte, man kan være, når man bor 20.000 kilometer fra hinanden,” siger hun om forholdet til sin mor, ”og når vi ses, er det mere intenst, fordi vi ved, vi kun har en kort periode sammen.”

I alle sine år som udlandsdansker har de årlige besøg i Danmark været nogle, hun så frem til, fortæller datteren:

”Gensynet med familie og venner og alt det unikt danske, fra gamle slotte, til design, smørrebrød og salt lakrids. At nyde de allerbedste bidder af Danmark.”

Gennem årene er det blevet til mange mor-og-datter-udflugter til teatre, museer og restauranter og ture i det danske sommerland.

Turene er blevet færre, i takt med at Birthe Rødsgaard-Mathiesen er blevet ældre, men nærværet, når de ses, er det samme.

”Fordi hun kommer så sjældent, er det en kæmpe oplevelse, når hun endelig er her,” siger Birthe Rødsgaard-.Mathiesen.

Når mor og datter ses hver sommer, er der sket alverdens ting i det forgangne år, de ”går i dybden med”, og der er en række af familiemedlemmer og venner, de skal nå at besøge sammen.

Kirsten Rødsgaard-Mathiesen tror, at der på hendes årlige besøg er et større nærvær fra begge parter, end hvis mor og datter havde adgang til hinanden hele tiden. At de sjældne besøg er mere intense, kan Birthe Rødsgaard-Mathiesen nikke genkendende til. Hun understreger dog, at hun ikke vil ”sidde på” datteren, når hun er i Danmark.

”Men når vi endelig ses, så er jeg lykkelig,” udbryder moderen. ”Kirsten er jo min datter.”

Det var på grund af en blanding af nysgerrighed og tilfældigheder, at Kirsten Rødsgaard-Mathiesen endte i New Zealand for 19 år siden. En reportagerejse til landet ledte til en jobmulighed som hotelbestyrer, og ikke længe efter det etårige hoteleventyr, mødte Kirsten Rødsgaard-Mathiesen en ”sød mand herude, som stadig er min mand i dag,” fortæller hun.

Med base i byen Nelson arbejder hun som journalist og rejseleder, har i dag newzealandsk statsborgerskab og kan – trods savnet til dem derhjemme – ikke forestille sig at flytte tilbage til Danmark. For, som hun siger:

”Mit liv er her nu.”

Da Birthe Rødsgaard-Mathiesen besøgte sin datter og så hendes nye liv, kunne hun ”se med egne øjne, at Kirsten havde det godt”. Netop dét har været vigtigt for moderen for at kunne acceptere og forstå sin datters beslutning.

”Især de første år sagde min mors venner tit: ’Nå, kommer Kirsten snart hjem igen? Hun skal vel ikke være derude hele tiden!’,” ler Kirsten Rødsgaard-Mathiesen i røret og imiterer sin mors svar:

”’Hvad søren skal min datter lave i Danmark, når hun har et dejligt liv og en skøn mand i New Zealand?!’,” driller hun og fortsætter:

”Hun var superlykkelig over, at jeg endelig havde mødt en stor kærlighed, manden i mit liv.”

Den lykke er at spore i moderens ord på plejehjemmet i Hillerød, når hun taler om sin datters liv som udlandsdansker i New Zealand:

”Det er jo på grund af følelser!”, udbryder hun.

”Det er ægte kærlighed at flytte om på den anden side af Jorden for at være sammen med ham, hun elsker. Der er hun lykkelig. Og dét er det vigtigste for en mor at vide.”