Prøv avisen

Mosekonen brygger endnu

Mosekonen brygger, og elverpigerne danser over en å i Aarhus. – Foto: Gert Laursen/Ritzau Scanpix

Det er forfriskende, at mosekonen stadig lever i det moderne sprog og i de billeder, vi gør os af den omgivende natur, skriver sprogeksperten

”Lygtemændene ere i Byen, sagde Mosekonen”. Sådan hedder et af de – desværre – nok mindre kendte af H.C. Andersens eventyr og historier. Her optræder de på stribe: Fandens Oldemoer, lygtemænd og lygtekoner, elverpiger, mosekonen. Her er poesi og eventyr på flasker, tragedier på champagneflasker, skandaleflasker, sære dufte og underlige lugte. De samme væsner med mosekonen i spidsen optræder også andre steder hos Andersen, for eksempel i ”Pigen, som traadte paa Brødet”. Det er forunderlige historier, hvor Andersen skildrer magiens og poesiens grænseløshed og – omvendt – den såkaldte virkeligheds grænser.

Det er historier, der passer til den årstid, der er just nu. De lyse nætters tid. Efter en varm dag, en sen aften eller tidlig morgenstund, en lys nat kan vi få en sælsom oplevelse i naturen. Mosekonen brygger, og elverpigerne danser præcist, som H.C. Andersen og mange andre digtere beskriver det. Det er jo sjovt, at disse fænomener stadig trives i en tid, hvor et naturvidenskabeligt og teknologisk blik ellers tilsyneladende for længst har gennemlyst alt. Mosekonen repræsenterer jo et ældgammelt begreb eller billede i en folkelig forestillingsverden. Hun er formentlig ikke et egentligt sagnvæsen, men et middelalderligt navn på et sanset fænomen. Derfor er det forfriskende, at hun stadig lever i det moderne sprog og i de billeder, vi gør os af den omgivende natur.

Når vanddampe fra jorden svæver over enge, vandløb, søer, lave arealer, moser og lignede, og når temperaturen i vandløbet eller søen er højere end i luften, så fortættes opstigende vandmolekyler til en særlig, næsten cremet og mælkehvid dis eller tåge. Den når sjældent højt, så man kan se over den, men ikke gennem den. Det er mosekonens øl, der skummer over, eller dampene fra hendes bryg. Det er ikke underligt, at man kunne anse fænomenet for at være magisk. Det må vel være en mosekone, der brygger stærke drikke til sine sønner. Hun kunne også hedde engkonen eller ellekonen. Hun fandtes – og findes – i mange forskellige sprog. På svensk hedder hun mossakäringen og på tysk er der en Bergmutter.

Undertiden kan der opstå en slags uro i toppen af den tågedis, som er mosekonens bryg, fordi det temperaturmæssige skæringspunkt rykker sig. Det blev i den folkelige fortælling til elverpigernes dans. Enhver der har set fænomenet må bøje sig. Det er elverpiger, lette og overnaturlige væsner, der træder deres luftige dans. Der kunne også optræde særlige glimt fra metangasser, som blev til lygtemænd, der kunne varsle om både ondt og godt.

Naturens egne billeder og former er som regel forklarlige ud fra naturlove, rationaler og meget andet. Undertiden er det dog både sundt og godt at turde lade fortryllelsen og magien råde. Man kan jo ikke opleve et fysisk forklaret kondenseringspunkt for vandmolekyler, mens man både fornemmer og ser, at det er mosekonen, der brygger. Fortællingen fremmer respekten for naturens forunderlighed. Lad mosekonen brygge videre.