Munkenes sans for æbler

Esrum Kloster i Nordsjælland regnes for det første sted, hvor der blev dyrket spiseæbler tilbage i 1100-tallet

Smuldredejen giver kagen en særlig karakter. Kagen holder sig frisk i flere dage takket være saften fra æblerne. -
Smuldredejen giver kagen en særlig karakter. Kagen holder sig frisk i flere dage takket være saften fra æblerne. - . Foto: Leif Tuxen.

Hvem skal man egentlig takke, når man plukker rødkindede æbler fra træet? Man kan passende sende en tak til middelalderens cisterciensermunke på Esrum Kloster i Nordsjælland.

Augustinermunken abbed Vilhelm, som var på Æbelholt Kloster ved Hillerød, skrev til cistercienserne på Esrum Kloster og bad om æblepodekviste i 1180, hvilket har fået historikere til at slutte, at det søde æble får sit indtog i Danmark via Esrum Kloster, og siden er der kilder, som viser, hvordan datidens lovgivende magt har forsøgt at udbrede æblet til danske gårde ved at præcisere antallet af æbletræer og opfordre til, at man indhegnede dem.

Der har været vildæbler i Danmark tilbage til stenalderen, hvilket man kan se af fund fra grave, hvor der er fundet æblekerner. 

Længe før æblet kom til Danmark via munkene, var frugten et mytologisk symbol. I den nordiske mytologi vogter Idun de gyldne æbler, som skænker evig ungdom. I romersk mytologi var æblet indviet til Venus som symbolet på både skønhed og kærlighed. Også i den græske mytologi er der æbler:

Hesperidernes gyldne æbler skænker udødelighed. I Bibelen er frugten på træet til kundskab om godt og ondt blevet udlagt som et æble. Det er dog ikke, hvad man kan læse, hvis man slår op i Første Mosebog og læser det andet og tredje kapitel. Men æblets latinske navn, malus, betyder et onde, uheld og ulykke.

Det er dog svært at forbinde et rødkindet Discovery-æble med uheld og ulykke. Det tidlige æble har mange haveejere med god grund taget til sig.

Egentlig er æblet fra England, hvor sorten fik sit navn i 1962, og i 1980'erne kom sorten til Danmark. Frugten er en pryd for øjet, og smagen er uforlignelig, når man en kølig septembermorgen plukker de første frugter fra træet. Modsat mange andre æblesorter er Discovery ikke særlig tilbøjelig til at falde af træet.

Dagens kage er bagt med netop Discovery. Men alle sorter går an. Dagens kage er en hyldest til de munke, der sørgede for at få podekviste her til landet og gøre Danmark til et æbleland. Den er dog på ingen måder asketisk. Foruden gode æbler skal man bruge en pakke smør til kagen.