Myrerne er vigtige, så lad være med at slå dem ihjel

Når vejret bliver varmere som nu, kommer myrerne. Men de er ufarlige og gør faktisk gavn, fortæller Søren Ryge Petersen

Myrerne er meget gavnlige i naturen. De æder store mængder larver og lus.
Myrerne er meget gavnlige i naturen. De æder store mængder larver og lus. . Foto: Michael Jensen/Biofoto/Scanpix.

Hørt over hækken: ”Mor, der er en tissemyre her, hvor jeg sidder – det kan jeg ikke lide!”. Og en time efter: ”Mor, nu er myren her igen!”.

Når vejret bliver varmere som nu, kommer myrerne. Lad det være slået fast med det samme: De myrer, der lever i Danmark, kan bide, stikke og sprøjte myresyre ud, men de er ikke farlige.

Men de kan være plagsomme, hvis de fra myreboer under betongulve eller langs soklen ved boliger invaderer hjemmet og i lange rækker defilerer op og ned ad skabe og hen ad bordet i køkkenet eller hænger i sorte klaser på indersiden af vinduerne, når de har udviklet vinger.

Myrebekæmpelse er en klassiker i naturbrevkas- ser og på hjemmesider på nettet som for eksempel Bolius.dk, der anbefaler myrelokkedåser, kogende vand og godkendte insektmidler. Men hvis man ligefrem pønser på at udrydde et helt myresamfund, der bor under en brændestabel, er det uanstændigt, lød svaret fra havemanden Søren Ryge Petersen engang til en mand, der ville have skovmyrerne væk fra sin fritidsgrund.

”Ingen får mig til at give råd om, hvordan man slår dem ihjel,” skrev Søren Ryge Petersen i sin brevkasse i Politiken, der til gengæld havde gode råd til, hvordan man kunne forsøge at få dem til at flytte eller lokke dem væk fra huset. Udlægning af et sukkerspor og sprøjtning med ildelugtende væsker som diesel, salmiak og karry var en mulighed.

For ifølge havemanden er myrerne en af de vigtigste insektarter i vores natur, og de gør meget gavn. De æder store mængder larver og lus og er helt uundværlige i naturområder.

Han kunne også fortælle, at der findes så mange myrer i verden, at de som den eneste landlevende dyregruppe vejer mere end alle Jordens mennesker – og der skal otte millioner skovmyrer til at veje det samme som et menneske.

Myrerne er en familie af årevingede insekter. På verdensplan findes omkring 15.000 arter myrer, og herhjemme er der cirka 40 til 50 arter. De fire mest udbredte danske arter er sort havemyre, rød skovmyre, gul engmyre og stikmyren.