Prøv avisen

Mysteriet om dyrene i stenene

Hans Tyrrestrup ville udforske "Roms fugle i kunst og virkelighed", men hurtigt kom englene til. Foto: WESSEX ARCHEOLOGY HANDOUT Denmark

I århundreder var man overbevist om, at fossiler blot var et af Jordens luner designet til at narre mennesket

De 50 største opdagelser

Fossiler har vakt undren siden oldtiden. Hvad var dog disse legemer, der mindede om rigtige dyr, men som var omsluttet af sten?

I 1500-tallet var de genstand for seriøs forskning blandt de lærde, men flertallet mente fortsat, at der ingen gode forklaringer var ud over natura ludens eksempler på naturens drilske forsøg på at narre mennesket. Først i 1667 tilbød den danske naturfilosof Nicolaus Steno (1638-1686) en ny forklaring, der skulle revolutionere det historiske perspektiv på naturen.

Året før havde han under en rejse i Italien fået lejlighed til at dissekere en haj og undersøge dens tænder. Dem sammenlignede han med de mærkelige tungesten, der fandtes i store mængder på blandt andet Malta, og som havde tiltrukket særlig stor opmærksomhed fra forskerne. Hans konklusion var klar: Stenene var ikke frembragt af jordens safter, men var forstenede hajtænder.

Det var interessant, for det krævede, at Malta engang havde været dækket af hav, og det stred imod datidens opfattelse af en statisk Jord. Steno mente, at Jorden havde forandret sig markant gennem tiden, og at fossilerne netop var historiske dokumenter fra en fjern og meget anderledes fortid. Disse idéer videreudviklede han i afhandlingen De solido, der i dag anses som en af geologiens klassikere.

LÆS OGSÅ: Sensommerrejse til Nordindien

Den engelske naturfilosof Robert Hooke (1635-1703) gik endnu længere: Fossilerne var ikke bare forsteninger af gamle dyr, de var indimellem forsteninger af uddøde dyr. Det stred umiddelbart imod Guds skaberplan, for hvor skulle nogle dyr opstå for bare at forsvinde igen?

Både Hookes og Stenos idéer vandt dog accept i løbet af 1700-tallet og blev omkring år 1800 understøttet af endnu et nybrud i palæontologiens historie. Her kunne den franske naturhistoriker Georges Cuvier endeligt bevise, at en række dyr, eksempelvis mammutten, var uddøde, og at dyrene havde været del af en tidligere verden, som en omfattende naturkatastrofe havde ødelagt. Og han mente at kunne fastslå en relativt nøjagtig kronologi for de uddøde dyr, alt efter hvilket geologiske lag de blev fundet i.

Steno, Hooke og Cuvier lagde dermed grunden til læren om fortidens dyre- og planteverden. Og til evolutionsteorien senere udviklet med Charles Darwins erkendelse af arternes foranderlighed over tid, fortæller professor Helge Kragh fra Aarhus Universitet.