Inden længe skal vi mødes, gymnasiekammeraterne fra dengang, og det snarlige gensyn har fået tankerne til at gå tilbage til den tid, da vi glade og lykkelige fejrede vores eksamen med den ene fest efter den anden gennem en lang sommer.
Vi gik i træsko og smækbukser, kørte på Velo eller Puch-knallerter, lyttede til The Rolling Stones, var ”Band on The Run” med Paul McCartney og dansede til ”The Locomotion”.
Jeg kan stadig ikke høre en solsort en tidlig morgen uden at mindes de dage, hvor man var på vej hjem, mens solen stod op, og gik bagom hos bageren for at hente friske tebirkes.
Maden betød ikke så meget til de fester som de flydende varer, men der blev serveret mange rejecoctails, rødt kød og flødekartofler.
Én dessert har særligt bidt sig fast i erindringen, for det var min første baked alaska, og jeg kan stadig huske, da klassekammeratens mor tog den ud af ovnen, satte den på bordet og afslørede den kolde is under den varme marengs.
Allerede i retro-stemning skulle den lille sag så prøves af i køkkenet forleden, for hvor svært kan det være?
Alt for svært, viste det sig. Det er ikke helt klart, hvor det gik galt, men marengsen har nok ikke været fast nok, for i ovnen gled den af isen, som derfor smeltede, og resultatet blev en ikke præsenterbar pøl.
Så skulle der tænkes hurtigt, og med en pose amaretti, italienske mandelkager, nogle ferskner, æg og mascarpone blev det i stedet til en slags trifli, langt fra 1970’erne og noget nemmere at gå til. Lækker og uden risiko for at mislykkes.