Hvad sker der, når det ”arker”?

Er der blandt læserne nogen, der ved, hvad ”arke” betyder?

”Arker det fra vester til øster, så kan man lade kornet stå, så længe man løster,” sagde Erik Andersens farmor. –
”Arker det fra vester til øster, så kan man lade kornet stå, så længe man løster,” sagde Erik Andersens farmor. – . Foto: Jakob Dall.

Erik Andersen fra Stenløse har fulgt bagsidens opfordring om at sende vejrvarsler til avisen. Han har endda sendt to af slagsen: ”Når det drejer sig om vejrvarsler, har min farmor, som boede i Himmerland tæt på Farsø, fortalt mig for mange år siden om et vejrvarsel, som de der på egnen kalder at ’arke’. Jeg har ledt i mange år efter noget på skrift, men det er ikke lykkedes mig at finde noget om ’når det arker’. Som jeg husker det, er det nogle lange skyformationer – striber af skyer.”

”Min farmor sagde: ’Når det arker fra søjer til nar (syd til nord), så skal man ha’ kornet ind så længe det er tar (tørt). Men arker det fra vester til øster, så kan man lade kornet stå, så længe man løster.”

Er der mon nogen blandt vores læsere, der ved, hvad det betyder, ”når det arker”?

Det andet vejrvarsel, Erik Andersen skriver om, har han også hørt om i sin barndom.

”Jeg stammer fra Skagen, og der husker jeg som barn, at det var almindeligt, at mine forældre satte en kedel med vand på kakkelovnen. Så var det mange gange, at kedlen ’gav sig til at synge’, når vandet var lige ved at koge – altså gav en masse lyde fra sig. Det blev også tydet, som at det ville blive dårligt vejr.

Tilsvarende var det også sådan, at når man tydeligt kunne høre bølgerne på sydsiden, så blev det dårligt vejr. ’Når det sladrer i søjer hav, så får vi vagt vejr’. Det må være et eller andet med, at vinden kom fra øst.”