Prøv avisen
Liv i sproget

Hvorfor siger vi, at det blæser en halv pelikan?

Og vejret ... Det blæser en halv pelikan. Foto: wikimedia, redigering: Schou

Hvorfor skal den stakkels fugl dog lægge sin halve krop og sit hele navn til stormvejret? Johannes Nørregaard Frandsen giver som sædvanlig svaret i sin sprogklumme

Denne vinter har budt på meget vådt og sjasket vejr, og det har fremkaldt forbandelser og forbistringer. Vort forhold til vejret er sprogligt. Vi taler om vejret, anvender vejret som indgang til samtaler og som emne, når vi ikke kan finde på andet. Når vi eksempelvis siger: Ja, nu er det da heldigvis snart forår, eller: Nå, det er blevet koldere, så er det jo helt tomme og selvfølgelige konstateringer, som blot tjener til at skabe eller fastholde kontakt med den anden. Når vi taler om vejret, er det således ofte rituelt. Vejret kan vi ikke gøre noget ved. Det er et vilkår, det omgiver os alle, er en fælles reference og erfaring, og vejret er større end den enkelte af os, så det kan vi tale om uden at lægge kontroversielle tolkninger ind.

Vi lægger sjove begreber ind om vejr og vejrfænomener. Der er en vending som: Det blæser en halv pelikan. Hvorfor skal den stakkels fugl dog lægge sin halve krop og sit hele navn til stormvejret? Pelikan er navnet på en familie af fugle, som tæller otte arter af svømmefugle. De er primært fiskere og har en karakteristisk hudpose på undersiden af næbbet, der i Rasmus Klump-tegneserien blev til et helt værksted, som pelikanen Pelle medbringer.

Det latinske artsnavn er pelecanus, der viderefører det græske pélekys, der betyder økse. Det er således næbbets karakteristiske form, der har givet fuglen navn efter en økse, og desuden er næbbet kendt for at være skarpt. Fuglen nærer og opfostrer ifølge gamle fabler og overtro sine unger ved at hugge sig selv i brystet og fodre dem med eget hjerteblod.

Det gav stof til nogle tidlige kristne myter og legender, der gjorde pelikanen til et symbol på kristenkærligheden. Jesus ofrede sit blod for menneskeheden, som pelikanen ofrer sit blod for afkommet. Det er en smuk myte, synes jeg, og man finder stadig pelikanen afbildet i nogle kristne sammenhænge.

Ordet pelikan indgår derudover i nogle mindre ærefulde sammenhænge. For eksempel kunne man i landbosamfundet bruge udtrykket pillik, der er en forvanskning af pelikan, som et nedsættende ord om gamle heste eller øg. Ordbog over det Danske Sprog har et morsomt citat fra 1930'erne, hvor en skribent gør sig lystig over udenlandske ordner: ”Nogle har heraldiske Metalplader paa Brystet, andre kun en vingeskudt Pelikan i Knaphullet.”

Pelikanen er på mange måder en pudsig fugl med sine korte ben og sit store næb. Når man ser aparte ud, så skal man kanøfles! Det bliver den som pillik og som sildesalat på brystet af narrehoveder. Men den optræder altså også som symbol på opofrende kristen kærlighed. Ud over fuglens udsende er ordet rytmisk og let at huske.

Har alt det så noget at gøre med orkanen eller stormen, der bliver til en halv pelikan? Måske, i hvert fald ligger der en mytologi og flere medbetydninger. Men først og fremmest er det nok ordspillet orkan-pelikan, der udløser vendingen, at det blæser en halv pelikan. Det er altså en poetisk-vittig omskrivning. Men hvorfor en halv og ikke en hel pelikan? Tja, det er mere dramatisk, og i eventyrene, ikke mindst hos H.C. Andersen, arver man ikke et kongerige, men det halve kongerige. Det er sjovere. Der er på en eller anden måde mere drøn på det halve frem for det hele.