Forestil dig, at du har pakket kufferten til den helt store firmatur til Mallorca med alle gutterne fra arbejdet. Stemningen er høj i toget fra Aarhus til København, og I når helt ud i lufthavnen, hvor du for alvor indser, at du har et problem. Mens håndfladerne bliver klamme af koldsved, arbejder hjernen på højtryk for at finde en udvej, så du kan undgå at stige om bord på flyet. Hvad gør du nu?
Svaret på det spørgsmål kender psykolog Mette Kroier, for historien tilhører en af hendes tidligere klienter, som efter oplevelsen opsøgte hende for at få bugt med sin flyvefobi.
”Han endte med at simulere et ildebefindende, hvor han besvimede i lufthavnen. Hvis du virkelig tænker ’det her er skafottet for mig – nu skal jeg op i den flyvemaskine og halshugges’, så skal du være ekstremt modig for at gøre det. Og han turde simpelthen ikke fortælle om sin flyskræk, fordi han tænkte, at alle de hardcore unge løver i firmaet ville synes, han var en stor klaphat,” fortæller Mette Kroier, der ud over at være psykolog også er medforfatter til bogen ”Flyskræk”, hvor hun fortæller om sine egne erfaringer med at lide af flyvefobi.
For at få svar på, hvorfor en fobi opstår, må man ifølge Mette Kroier dvæle lidt ved reptilhjernen, som er den ældste del af vores hjerne, der stammer helt tilbage til pattedyrenes forgængere, reptilerne.
”Reptilhjernen fik vi med fra vores forfædre, dengang vi steg op af vandet og begyndte at ånde gennem lungerne. Den del af hjernen kan ikke differentiere mellem, om noget er ubehageligt eller livsfarligt. Reptilhjernen vil altid reagere ved at iværksætte en overlevelsesmekanisme, der pumper adrenalin og kortison ud i blodet. Så mister man fokus i forhold til det intellektuelle oppe i hjernen, fordi alt opmærksomhed går til, rent fysiologisk, at pumpe blod ned omkring de indre organer og ned til vores lår – og så skal vi ellers bare af sted,” siger hun.
Men hvorfor må nogle mennesker ud på en spontan løbetur ved synet af en lille edderkop, og hvorfor får andre koldsved, så snart de nærmer sig en lufthavn? Ifølge Mette Kroier handler det om, at der sker en form for kortslutning i vores hoveder, når vi konfronteres med angsten.
”En fobi er en fejlkonklusion i hjernen. Vi ved jo godt, at man ikke dør af at blive bidt af en hugorm. Vi ved også godt, at fugle ikke kan slå os ihjel, og at alle hunde ikke er kamphunde. Det er bare ikke ensbetydende med, at vores reptilhjerne forstår det. Som mennesker har vi et overordnet ønske om at være i kontrol, og når vi kommer i situationer, hvor vi føler os uden for kontrol, så vil der naturligvis fremkomme angst,” siger Mette Kroier.
Hvis man først lider af en bestemt fobi, er det svært at slippe af med den igen. For det kræver viljestyrke at konfrontere frygten, og man skal være villig til at udsætte sig selv for det pinagtige igen og igen.
”Hvis man virkelig har sat sig for at lave en forandring i sin tankegang, så kan man gøre det, men hvis man tænker, at angsten er så stor, at den vil kæmpe imod, så er der ingen chance for forandring. Det er ligesom et rygestop, som også kræver motivation og vilje, hvis man vil gennemføre det. Og samtidig er det vigtigt, at pårørende anerkender fobien i stedet for at ringeagte den,” siger hun.
I den kommende tid kan man her på Bagsiden møde nogle danskere, der lever med en fobi, heriblandt en kvinde, der lider af knappefobi. Bagsiden hører også gerne fra læsere, der har lyst til at fortælle om livet med en bestemt fobi.