Prøv avisen
"How are you?"

Dansker i England: Når goddag bliver til et akavet spørgsmål

Som fodgænger i London skal man selv efter mange år huske sig selv på, at bilerne kører i den ”forkerte” side. – Foto: Panthermedia/Ritzau Scanpix, Kevin Coombs/Reuters/Ritzau Scanpix og Bjarne Nørum

Selvom Storbritannien er tæt på Danmark, så er der stadig mange forskelle, som Kristeligt Dagblads korrespondent endnu ikke har vænnet sig til

Efter over 12 år her i London bliver jeg fortsat fanget på den forkerte fod, når en samtale startes med ”How are you?”, og at det i princippet dybe spørgsmål om, hvordan jeg har det, ikke betyder andet end goddag.

Alligevel giver den lille rituelle sproglige dans, hvor begge parter først skal fortælle, at de har det godt, en for mig snublende start på en samtale/interview.

Ordet ”please” er også noget, man som dansker skal vænne sig til. Ordet har en indbygget høflighed, for det bliver brugt, hver gang man beder en anden person om noget. På dansk virker det bare lidt overdrevet at sige: ”Vil du være så venlig at række mig marmeladen”. Det bliver let kunstlet og lidt gammeldags som sproget i gamle ”Far til fire”-film.

Please bliver ofte set som et eksempel på, at briterne er høflige – men tro mig, hvis man ændrer tonefaldet, så kan please også være alt andet end høfligt.

Som dansker opvokset i et samfund med en høj grad af lighed, hvor det efterhånden kun er kongehuset, man er Des med, så er det markant, hvor meget briterne går op i titler. Når man skal registrere sig online, så kan man ikke kun vælge ordet Mr. som betyder hr., men en kaskade af titler som lord, sir og rev. Det sidste betyder, at du er ”reverend” – altså en ærværdig præst.

Men der er særlig en tiltale, som er udbredt blandt folk i servicesektoren, hvor mænd, der typisk har caribisk eller asiatisk baggrund, har en tendens til at kalde dig ”boss”. Det giver altid en ubekvem følelse, for jeg er ikke deres chef, men blot en kunde, der kører med deres taxi eller handler i en forretning.

Sprog er én ting. Noget andet er, hvordan infrastrukturen i samfundet virker.

De første år boede jeg i en lejlighed i en edwardiansk ejendom. Det er en anden lille britisk krølle. Arkitektur og infrastruktur er historisk opkaldt efter regenten. Og derfor er der så meget victoriansk, for hun regerede jo fra 1837 til 1901, mens sønnen Edward VII, der var gift med den danske prinsesse Alexandra, blot sad på tronen de følgende ni år til 1910.

Men det edwardianske byhus var delt op i tre lejligheder. Så fint så godt. Men der var ikke noget fælles udendørsareal og derfor ingen skraldespand.

I stedet blev affald hentet to gange om ugen, hvor man aftenen før satte den sorte affaldssæk på fortovet og så håbede, at ingen i løbet i natten sparkede den ud på vejen, så affaldet blev kørt over af adskillige busser, og blev spredt ud over hele nabolaget. Noget, som jo vil være uhørt uhumsk i Danmark, men fuldt acceptabelt i det 21. århundredes Storbritannien.

En anden ting, som jeg ikke forstår, er vandhaner. Selv den dag i dag installerer mange folk fortsat to separate vandhaner med det varme til venstre og det kolde til højre. Det varme kommer ofte direkte fra en gaskedel, og er tæt på kogende. Og hvis man hurtigt skal vaske hænder, så sætter man ikke en prop i vasken, og blander vandet til den ønskede temperatur.

Noget andet er naturligvis, at briterne kører i venstre side af vejen, og ved fodgængerovergange står der malet på asfalten, hvad side man skal kigge til.

Hertil kommer færdselskulturen i Londons undergrundsbane, hvor den helt store kardinalsynd er at stå og spærre på rulletrappen. Man står til højre, og så kan de travle gå eller småløbe hurtigt forbi. Og hvis du formaster dig til at stå på den forkerte side, så vil du i bedste fald blive mødt med et vrissende ”please”.J