En lørdag aften i 1952 skulle kapelmester (orkesterleder, red.), violinist Gunnar Lund, spille til dans med sit orkester på Østergades Hotel i Aarhus. Han var havnet i den kedelige situation, at det ikke var muligt at skaffe en kontrabassist. Han ringede til min baslærer, Aksel Møller, på det Jydske Musikkonservatorium, hvor jeg lige var startet, og forhørte sig om Møller eventuelt skulle have en elev, som kunne klare opgaven. Møller mente nok, at undertegnede kunne leve op til kravene, og gav grønt lys.
Der var blot den hage ved situationen, at jeg, for at kunne medvirke sammen med andre professionelle musikere, skulle være medlem af orkesterforeningen (fagforeningen), og det var jeg ikke. Så derfor blev jeg ringet op klokken 9.00 af min afholdte lærer og fik ordre til at stille i orkesterforeningens lokaler klokken 10.00 præcis medbringende min kontrabas, for jeg skulle optages i orkesterforeningen og derfor aflægge prøve for en juri. Jeg var der præcis klokken 10.00, og alle orkesterforeningens spidser var mødt op og modtog mig med køligt vurderende blikke. Det var ret overvældende. Jeg spillede min etude i G. Og uanset om jeg havde spillet godt eller dårligt, var jeg nu pludselig professionel musiker. Om aftenen mødte jeg så op med bas og nodestativ, fik udleveret en stak noder, og var klar til den store dyst.
Til det første nummer, vi skulle spille, stod der en engelsk vals på side 1 og en foxtrot på side 2. Da vi var færdige med nummeret, henvendte kapelmester Lund sig til undertegnede og sagde med en vis snert af sarkasme: ”Sig mig, Bent, hvad var det egentlig for et nummer, du lige spillede?”.
”Joo det var jo da den her engelske vals på side 1,” svarede jeg.
”Ja, for vi andre spillede jo foxtrotten på side 2.”