”De er sure,” sagde ræven om rønnebærrene. Han kunne ikke nå dem.
Sådan lyder en gammel talemåde, som vi ofte bruger om mennesker, der af bar misundelse begynder at tale dårligt om noget, de ikke kan få fat i, skønt de inderst inde ønsker det.
I fablen ser ræven rønnebærrene, der sidder i store, svulmende og fristende klaser højt oppe i træet, og han hopper begærligt mange gange efter de orangerøde bær. Men de sidder for højt oppe, og han beslutter sig for, at de er sure, og tager på jagt efter noget andet i håb om at glemme bærrene.
Rønnen, det vil sige den almindelige røn, da der er flere sjældne rønnearter, er et lille træ med grå bark. Det vokser i skovbryn og på næsten al slags veldrænet jord, men er især almindeligt på mager jord i sandede egne og i klippeterræn.
De store filtklædte knopper svulmer tidligt i april og springer tit ud allerede midt på måneden med friskgrønne blade – lige så tidligt som hestekastanjen. Sidst i maj får træet store vammeltduftende, cremehvide blomsterskærme, som de fleste overser, fordi de slet ikke lyser op som de snehvide blomster af hæg eller tjørn. Resten af foråret og langt ind i sommeren står rønnen, på latin Sorbus aucuparia, ret upåagtet lige til den dag, skærmene af bær begynder at få farve.
I min skoletid var der altid lidt vemod over de rødmende bær. De var tegn på, at ferien, som i begyndelsen forekom som en uendelighed af frihed og sommer, alligevel ville slutte.
I begyndelsen antager de umodne, grønne bær en gullig farve, som hurtigt udvikler sig til orangegul for til sidst at gå over i det orangerøde, når bærrene er fuldt modne og for alvor lyser smukt op i landskabet.
Johannes Møllehave har skrevet et morsomt digt om rønnebærrene i sin gendigtning af ”La Fontaines Fabler”:
”’De er sure,’ si’r ræven om rønnebær, / for dem kan den ikke nå, / så kalder den dem for grønne bær, / som ikke er værd at få.
Der er mænd, som venter på skønne pi’r, / men står forgæves på vagt, / så sir de: ’Sikke no’en bønnespi’r’ / – som ræven ville ha sagt.”
Ude i naturen er de røde rønnebær faktisk sure. De dufter syrligt og har en kompleks bitter sursød smag på trods af deres svulmende saftighed. Det skyldes et højt indhold af C-vitaminer (askorbinsyre) og sorbinsyre, som frit oversat betyder rønnebærsyre. Sorbinsyre er ugiftigt for mennesker og virker som naturens eget svampemiddel, da det modvirker skimmel.
Lige når rønnebærrene er modne, indeholder de en del pektin, og så er det tid til at fremstille rønnebærgelé. Tilpas sødet får man en pragtfuld gelé med en forunderlig lys, opaliserende farve. Den ligner eller smager ikke af noget andet i verden.
Men lad for Guds skyld være med at fortælle det til ræven.