En virus har ramt sproget som en trang til overdrivelse. Man kan nemlig ikke længere sige: Jeg er glad for dig! Det er ikke nok, så hvis man vil overbevise: Jeg er rigtig, rigtig glad for dig.
Men hvordan udtrykker man bedst sin glæde? Er det ved at være glad for at se en anden. Er det bedre at være rigtig glad for det? Eller at være rigtig, rigtig glad? Hvor mange ”rigtig” skal der til? Egentlig er det grænseløst, hvor mange rigtig rigtig, der kan komme med. Måske bliver der snart rigtig, rigtig, rigtig mange rigtig’er. Pyh, det bliver rigtig hårdt.
Den slags fordoblinger er tomme. Rigtig, rigtig er ikke mere overbevisende end rigtig, tværtimod, for det punkterer sprogets udsagnskraft.
Men det ligger i tiden, at det bare er enormt fedt, det her, og jeg er bare helt vildt, sindssyg lykkelig for, at vi skal i gang igen. Noget i den retning sagde et ungt menneske på TV, da hun blev spurgt om forventning til, at hun nu skulle tilbage til efterskolen, der var lukket på grund coronaepidemien. Hun strålede og mente det. Det er okay og bekræftende, at unge viser begejstring.
Det er faktisk slet ikke unge, der fører an i overdrivelserne. Det er en bred smitte, der breder sig rigtig, rigtig hurtigt!
Flere læsere har fat i det. Marianne Løffler bemærker fordoblingen af rigtig til rigtig, rigtig og viser, at det også rammer virkelig med eksemplet ”det er virkelig, virkelig interessant”.
Det er spild af overdrivelse. Endda virkelig, virkelig meget. En anden indbygget overdrivelse af et ord og udsagn er formuleringen ”åbne op”. Der åbnes ikke længere for noget, der åbnes op. Det giver ikke mening, for nok kan en skole åbne op, men den kan ikke åbne i, og dermed er ”op” overflødigt.
Når regeringen og Folketinget i disse dage søger at bringe samfundet tilbage til normale tilstande, så ”åbner de op”. Skoler åbner op. Indkøbscentre åbnes op. Danmark åbnes op. Jamen, indkøbscentre og værtshuse kan åbne, men de bør ikke åbne op, med mindre man flytter vægge og river facaden ned, for så åbnes der op.
Mange læsere har åbnet for dette. Grete Høj Eriksen bemærker, at det er forkert sprogbrug, men da ”professorer, ministre og læger” siger åbne op, så er det vel autoritativt? Ole Lund fra Sorø kalder ”åbne op” for en unødvendig dobbelthed.
Inge Lundgaard fra Brønshøj finder, det er underligt med åbne op, for man kan vel ikke åbne ned. Nej, man kan heller ikke åbne i, så den er gal med logikken. Man kan lukke op og lukke i, men ikke åbne i.
Det er ikke formelt forkert at sige ”åbne op”, men det er en dramatisering. Åbne op betyder egentlig, at man ikke bare åbner, men skiller noget ad i enkelte bestanddele, eller at man åbner op til noget. Man åbner et pengeskab, men man kan åbne op til pengeskabets guld.
Det giver måske mening at åbne op for samfundet, som politikerne siger, men ikke at åbne op for restauranter. Det er nok bare at åbne.
Åbne op er en unødvendig overdrivelse, rigtig, rigtig unødvendig.
Ved Kristi himmelfart åbnede Gud himlen. Vi har til gode, at han åbnede op.
Måske er det import af det engelske open up, måske bare begær efter understregning af betydning. Vores egen og sprogets.