Naturen giver et ekstranummer i historisk varm november

En lun november lyder som et paradoks. Men første halvdel af november 2022 bragte mere varme ind i allehelgensmåneden end nogensinde før, så blomster og svampe gav et ekstranummer og en eventyrlig tropisk sommerfugl viste sig i hele landet

Pupursolhatten stod i haven som et mirakel af lys på vej med blomster midt i november.
Pupursolhatten stod i haven som et mirakel af lys på vej med blomster midt i november. Foto: Michael Stoltze.

Vejret er kaotisk med store udsving.

Vi kan stadig få kolde vintre med masser af sne, men virkelige isvintre bliver mere og mere usandsynlige, og temperaturudsvingene har i de sidste godt 30 år hakket sig opad og slået den ene varmerekord efter den anden. Ekstrem varme bankede på i 2022, og 20. juli var det kun et uventet vindpust fra havet, som hindrede temperaturen i Jylland i at nå op over den gamle landsrekord på 36,4 grader målt i august 1975. Men det blev til en ny dansk rekord for juli med 35,9 grader.

Hele 2022 ser ud til at blive et af de varmeste år i Danmark. Gennemsnittet for november lå efter månedens første to uger på 10,9 grader mod normalt 5,5 grader, og det har naturen reageret på.

Varme luftstrømme fra syd kan bringe tropiske og subtropiske arter med sig, og i år kom oktober- og novembervarmen men en sensation i form af pragtbjørnen, der er blevet fundet spredt i hele landet. Der er indtil nu fundet 14 individer i 2022, hvilket er mere end de i alt ni eksemplarer, der tidligere er kendt fra Danmark gennem årene. Den må være kommet hertil i tusindvis.

Den spraglede natsværmer er klædt i Dannebrogsfarver, sort og lidt gult i mønstre, så man ikke tror sine egne øjne. Jeg har mødt den i tropisk Afrika for længe siden, og nu spejder jeg efter den i november – i Danmark. 

Den strålende pragtbjørn, som insektfotografen Johan Kjær Prehn var så heldig at finde ved Ebeltoft 12. november 2022. Den måler omkring fire centimeter i vingefang.
Den strålende pragtbjørn, som insektfotografen Johan Kjær Prehn var så heldig at finde ved Ebeltoft 12. november 2022. Den måler omkring fire centimeter i vingefang. Foto: Johan Kjær Prehn.

Græs og de fleste andre grønne planter holder op med at gro om efteråret, når temperaturen kommer ned under fem grader, men i år har det vokset kraftigt i november, og her på Bornholm plukkede vi tomater på friland den 15. november.

Der dukker stadig nye friske og fine agerchampignoner op på markerne – til min store glæde, for jeg regner svampen for at være den bedste af vores mange vilde arter af champignon. Og så er der blomsterne. De bliver forvirrede i varmen og begynder at springe ud, skønt det er stort set omsonst, da chancen for at sætte frø er mikroskopisk. Derfor blive mange bekymrede, når blåhat, blåklokke, mælkebøtte, slangehoved, kamille, gåseurt og mange andre planter pludselig står i blomst i november. Kan naturen tåle det?

Ja, det kan naturen godt, for arterne er tilpasset vejrets luner og udsving. Mange blomsterplanter griber chancen til formering og remonterer – det vil sige, at de blomstrer i beskedent omfang en ekstra gang inden vinteren. Det kunne jo være, at varmen fortsatte, så det kunne blive til frøsætning, men som regel kommer kulden og dræber blomsterne, inden de har fuldført deres mission.

Naturen er fuld af den slags skønne spildte kræfter med blomstring eller frøsætning uden held, og det hører ikke kun november til. I Lars von Triers film ”Antikrist” falder egens agern i sensommeren ned på et bliktag og laver lyde, som var det døden, der bankede på, og sådan er der spil overalt i naturen.

Man har kunnet høste fine agerchampignon i naturen langt ind i november.
Man har kunnet høste fine agerchampignon i naturen langt ind i november. Foto: Michael Stoltze.

Planternes rødder bliver styrket af væksten i novembervarmen, og den sporadiske blomstring gør ingen skade, så man skal bare nyde den og glæde sig over det lys, blomsterne bringer i den mørke måned. 10. november kom min kæreste ind fra haven og udbrød glædestrålende, at jeg skulle komme ud for at se en purpursolhat, der var på vej med den skønneste blomst.

Og sandelig – den stod dér som et mirakel af lys.

Slangehoved tog en blå reprise i november.
Slangehoved tog en blå reprise i november. Foto: Michael Stoltze.
Farvegåseurten blomstrer og lyser op som små sole i november.
Farvegåseurten blomstrer og lyser op som små sole i november. Foto: Michael Stoltze.