Danmark, verden og den måde, vi opfører os på, er blevet forandret. Den nye coronavirus har spredt sig. Pludselig skal vi holde os hjemme fra arbejdspladsen og skolen, vi må ikke gå i biografen, teatret, til koncerter eller fodboldkampe, ikke bruge cafeer og restauranter og i det hele taget ikke forsamles eller komme tæt på hinanden på grund af risiko for smitte. Vi isolerer os og er kun fysisk sammen med vore allernærmeste.
Alle er påvirkede af begivenhederne og tvunget til at ændre adfærd i et omfang, de færreste nok havde forestillet sig, inden sygdommen kom til landet. Ingen rejser, ingen arrangementer med mere end 10 deltagere og helst ingen gæster og besøg ud over det absolut nødvendige.
Hvad gør man så? Man tager ud i naturen! Der er heldigvis ikke udgangsforbud, endnu, og naturen er der jo altid og byder sig til i hele landet – oven i købet iklædt sin forårsdragt tidligere end nogensinde på grund af den vinter, der slet ikke har været her i år. Mirabellerne har blomstret snehvidt i en måned, og den blå anemone rimede undtagelsesvist ikke på marts og kvarts, men viste sit første stænk af himlens tone allerede først i februar.
Små parkeringspladser ude på landet ved skove, søer, åer, strande og fortidsminder er pludselig fulde af biler, og stierne er befolket af mennesker på tur alene eller i små grupper, som vandrer i hensynsfuld afstand fra hinanden. Man går, tænker og taler, og man ser og indtager naturen og foråret med alle sanser.
Vi mødes ude i landskaberne under vårens mirakel og opdager, at vi sagtens kan hilse og tale med fremmede på afstand, og at det gør godt, fordi vi er fælles om krisen og fælles om naturen.
Gåturen uden mål og med er en lise for krop og sjæl. I 1847 skrev Søren Kierkegaard disse kendte ord i et brev til sin svagelige svigerinde, Henriette Kierkegaard: ”Tab for Alt i Livet ikke Lysten til at gaae. Jeg gaaer mig hver Dag det daglige Velbefindende til og gaaer fra enhver Sygdom; jeg har gaaet mig mine bedste Tanker til, og jeg kjender ingen Tanke saa Tung, at man jo ikke kan gaae fra den.”
Børn, unge, voksne, ældre og gamle – alle bruger naturen nu, hvor sportshaller, træningscentre og alle andre steder, hvor mange mennesker mødes, er lukket. Nu er den rummelige natur den store og sikre mødeplads, og stierne bliver trådt flade som aldrig før.
Der er så meget at mærke, se og sanse, der er så meget at lære, og i år er der ingen, som forsømmer foråret. Anemonetæppet er allerede rullet ud, lærkerne hænger jublende på himlen over markerne, stæren pifter og sprutter af energi i morgensolen, og droslen gentager sine storslåede strofer fra skovens højeste træer.
Viber, lærker, stære og de store, trompeterende traner har for længst indtaget landet, og nu følger andre arter af trækfugle efter i en lind strøm. Den hvide vipstjært er lige på trapperne og piler snart omkring og vinker med sin hale på gårdspladser og veje. Først i april kommer gransangeren med sin karakteristiske tjif-tjaf-sang. Den er én af de første sangfugle, der flyver til os fra Sydeuropa og Nordafrika. Siden følger berømte sangere efter, blandt andet løvsangere og nattergale, som har tilbragt vinterhalvåret blandt giraffer og akacietræer nær Ækvator på savannen i Afrika.
Intet i trækfuglenes verden slår dog havternen, som ankommer til Danmark midt i april. Den elegante, langhalede fugl med de slanke vinger og skingre skrig yngler ved de fleste stenede kyster og er Danmarks almindeligste terne. Men om efteråret stikker den af mod syd og slår hvert år fuglenes rekord i træk ved at flyve til Antarktis, hvor den tilbringer vinteren. Når man først har lært havternen at kende, er den som en kær hilsen fra den store verden. Fuglen bringer så stor lykke, at jeg måtte sætte den på vers, hvilket man kan læse her på siden.
I insekternes verden er mødet med de første dagsommerfugle i foråret blandt de mest glædelige begivenheder i naturen. Den lysende gule citronsommerfugl vækker altid begejstring, når man ser den, og oplevelsen bliver endnu større, når man ved, at den har siddet bomstille i skjul i tæt løv hele vinteren i det fri og tålt streng frost. Siden, når mælkebøtterne blomstrer for alvor, kryber de orangevingede hanner af aurora frem af pupperne. Pludselig flakser de omkring alle vegne i jagt på de hvide hunner, som klækker nogle dage senere. De sarte sjæle er ren poesi.
Sådan er det med den vilde natur: Jo mere vi ved, ser og sanser, des mere rører den os. Det gælder også alt det, man kan samle og spise eller smage på i naturen. Flere og flere har genopdaget lykken ved at samle spiselige urter, hvoraf mange heldigvis er så almindelige, at der er nok til alle.
Naturen er kulturens fundament og bringer glæde. God tur!