Prøv avisen
Fra avisarkivet

Negre, husmødre og kendte forfattere

Den 21. december 1967 trykte Kristeligt Dagblad en kronik med overskriften ”Ny amerikansk negerlitteratur”, hvor Dan Turéll gennemgår to bøger af forfatteren James Baldwin, som han sammenligner med en anden amerikansk forfatter, Richard Wright. Dan Turéll fungerede i de følgende par år som kulturskribent med artikler om litteratur, musik og film. Foto: Klaus Gottfredsen/Polfoto

En del skribenter, der nu er kendte i anden sammenhæng, har skrevet for Kristeligt Dagblad. Dan Turéll og Johannes Møllehave er to af dem

Vidste du, at den senere så berømte digter og kriminalforfatter Dan Turéll i 1967 blev tilknyttet Kristeligt Dagblad som skribent?

Den 21. december 1967 trykte vi en kronik med overskriften ”Ny amerikansk negerlitteratur”, hvor Dan Turéll gennemgår to bøger af forfatteren James Baldwin, som han sammenligner med en anden amerikansk forfatter, Richard Wright. Dan Turéll fungerede i den følgende par år som kulturskribent med artikler om litteratur, musik og film.

Dengang i 1960’erne var der intet nedsættende i betegnelsen ”neger”. Et andet ord, som dengang var naturligt, men i dag er udgået, er ”husmoder”. Den 30. november 1960 havde Kristeligt Dagblad en større artikel med den ordrige overskrift ”Det lille mærke fortæller husmoderen om varens indhold men er ingen garanti”.

Artiklen handlede om det relativt nye fænomen varedeklarationer og var skrevet af en ung journalist ved navn Ole Andreasen. Et par år efter skiftede han fra Kristeligt Dagblad til Aktualitetsafdelingen i Danmarks Radio, inden han fortsatte til Carlsbergs direktionsgang og Europa-Parlamentet, hvortil han var valgt for Venstre. Han er også gået over i tv-historien som manden, der læser resumeerne i Lise Nørgaards og Erik Ballings nationalepos ”Matador”.

Af andre danske kulturpersonligheder, som har været ansat på Kristeligt Dagblad, kan vi nævne kunstmuseet Louisianas direktør, Poul Erik Tøjner, som fra 1984 og nogle år frem skrev om kultur i avisen – blandt andet en omtale den 30. juli 1984 af en skandinavisk fotoudstilling ”The Frozen Image – Skandinavisk fotografi” netop på Louisiana.

Forfatteren Jens Smærup Sørensen skrev den 14. august 1981 i Kristeligt Dagblad i en serie med titlen ”Forfatterne skriver rejseskildringer” en artikel om kulturlivet i Bulgarien. Siden fulgte en pause på næsten 30 år, men siden 2010 skriver han atter skrevet i avisen.

Betydeligt flere artikler har en anden digter og forfatter, Johannes Møllehave, haft i avisen. Den 24. april 1980 debuterede han med en kronik om historikeren Kristian Ersler, men især i slutningen af 1990’erne og op gennem 2000’erne bidrog han flittigt, og i årene 2006-2009 kan man i Kristeligt Dagblads elektroniske arkiv finde mere end 150 artikler, hvis man søger på ”Af Johannes Møllehave”.

Den 3. november 2000 medvirkede han to gange på opslag. På venstresiden som kilde i en artikel om håb, og på højresiden som skribent på en artikel om Mark Twain, hvor han spørger: ”Hvem kan læse om Tom og øen og hulen eller om Huck Finn og Jim – den undslupne negerslave på tømmerflåden – uden at få lyst til at sejle og opleve friheden på vandet?”

Selvom ordet ”neger” i årenes løb er blevet mere problematisk, er der altså endnu sammenhænge, hvor det anvendes.