Prøv avisen
Liv i sproget

Nej tak, jeg vil ikke have en ja-hat

Ordet ja-hat blev registreret første gang i 2006. Når man tager ja-hatten på, betyder det som sagt, at man fokuserer på det positive.

Der kan ikke trækkes hvide kaniner op af ja-hatten. Tværtimod er udtrykket så fladtrykt og fantasiforladt, at det dræber magi i stedet for at skabe den

Et nyt udtryk breder sig. Det har slået rod i kurser for ledere og medarbejdere, der skal fodres med letfordøjelige metaforer. Man tager ja-hatten på! Det betyder at se optimistisk på en sag eller at have en positiv tilgang. Det er fint nok. Men hvad har det med en hat at gøre? Ikke en hatfuld!

Skal man være høflig og imødekommende, så tager man traditionelt hatten af. Nå, tider skifter og hattemoderne skifter med dem. Jeg er selv vokset op i Andeby! Altså, ikke sådan helt konkret, men jeg elskede Anders And og levede i historierne om den koleriske and med de tre vakse nevøer. En af sideskikkelserne var opfinderen Georg Gearløs, et stykke fjerkræ af ubestemmelig art, som havde en Lille Hjælper i skikkelse af en elektrisk glødepære med ben.

I de første år med Georg Gearløs bankede han sig selv i hovedet med en hammer, når han skulle have én af de tusind ideer. I 1960’erne lod tegneren Carl Barks den geniale opfinder slippe for flere hjernerystelser. Han udviklede en Tænkehat til ham. Så når Gearløs skulle udvikle umulige projekter, tog han en hovedbeklædning på, der havde form som et tag, og fik opfinderen til at ligne en stråtækt idyl fra Sydfyn.

Når tænkehatten virkede, sagde det ”Kapow!” Så var der en ide. Fedt nok! Især i en tegneserie, for i tegneserier for børn tager man en hat på, som skaber det, den hedder. Børn er kritiske forbrugere, der kan skelne mellem den virkelige virkelighed og legens, eventyrets eller tegneseriernes virkelighed. Det har voksne mere vanskeligt ved. Det er i hvert fald voksne mennesker, der leger, at de tager en ja-hat på.

Ordet ja-hat blev registreret første gang i 2006. Når man tager ja-hatten på, betyder det som sagt, at man fokuserer på det positive. Jeg har søgt på nettet, og der er mange ja-hatte, skulle min hilse-hat hilse og sige. Udtrykket bruges for eksempel i socialpædagogikken, hvor behandlere gerne tager ja-hatten på. Det skal nok virke! Jeg har set journalister karakterisere politiske forhandlinger med en ja-hat, og så er man jo helt rolig! I politik sker det nemlig oftere, at hatten trækkes ned om ørerne!

Jeg ved ikke, om der er en linje fra min barndoms Georg Gearløs’ tænkehat til moderne plastiksprogs ja-hat. Måske. Det er i al fald udtryk for tegneseriesprog! Sprogbilleder er gode, frugtbare og uundværlige. De kan udfolde en forståelse, et begreb, et fænomen eller en tankerække på en måde, så det bliver klarere, hvad essensen og meningen er. En ja-hat er et sjovt begreb, men kun hvis det fik lov til at blive i førskolealderen. Når det bruges i forsøg på at karakterisere seriøse forhandlinger af politisk eller økonomisk karakter, så bliver det tegneserie og en måde at tale ned til folk på.

Hatte har i århundreder været tillagt magiske funktioner i litteraturen, i cirkus, i kunsten. Den gale hattemager i ”Alice i Eventyrland” og tryllekunstneren med kaniner i hatten er bare et par eksempler. Det irriterende ved ja-hatten, sådan som det bruges i dag, er, at det er så fladtrykt og fantasiforladt, at det dræber magi i stedet for at skabe den.