Nej tak til længere dage op til juleaften

Så er vi igen inde i en julemåned med alle dens gøremål og travlhed, men også genkendelige opgaver, som gør den til den velsignede og dejlige højtid, som den er midt i en mørk og kold vinter.

Og der knytter sig mange gode erindringer til julen og før-julen. En episode, jeg altid kommer i tanke om, knytter sig netop til sådanne søde juleminder.

For mange år siden havde jeg altid en afrivningskalender, hvor jeg hver morgen rev netop en dag ud af kalenderen, før en ny arbejdsdag tog sin begyndelse. Det hørte med til dagens ritualer.

På bladene var ofte forskellige oplysninger; det kunne være højtidsdage, selvfølgelig, men også sådanne angivelser af tiden, som man kan finde i en almanak. På bagsiden af kalenderbladet var digte, vers eller forskellige sentenser udtalt af kendte personer.

Dem læste jeg altid med interesse. Jeg gemte nogle af dem, brugte vers til at medsende i breve eller lignende.

Vi var nu i december, og min lille søn og jeg gik sammen og gjorde morgenbordet klar. Jeg rev bladet af kalenderen, og dér stod: Årets korteste dag. En dag, som vi altid ser frem til, hvor de lyse timer bliver flere og flere, og vi ret hurtigt efter nytår kan mærke, som vi almindeligvis siger - at dagene bliver længere.

Så derfor udbrød jeg da også: ”Åh, hvor herligt, nu bliver dagene længere.”Men det var med skuffelse, at min søn så på mig og sagde: ”Det synes jeg ikke er rart, mor, her lige før juleaften.”