Prøv avisen

Nettet har forandret os overraskende lidt

Ifølge cybersociolog Stine Gotved er måden vi online skaber kontakt og samhørighed på ”gammel vin på nye flasker”. – Privatfoto.

Det er kun i det små, at internettets fremkomst har ændret den måde, vi er sammen på, mener cybersociolog. Samtalen ved frokostbordet er med Facebook rykket et par skridt frem, og så er lol og :-) blevet til hverdagsord

Hø, hø, ville de fleste nok sige til en vandet vittighed. Ikke Stine Gotveds søn. Hun hørte ham for nylig udtrykke det samme ved at sige lol, lol.

Og Stine Gotved smilede bredt.

For Stine Gotved er cybersociolog og lektor i digital kommunikation og samfund ved IT-universitetet og har siden internettets udbredelse forsket i, hvordan mennesker interagerer med hinanden i cyberspace, og i, hvordan internettet påvirker vores adfærd. Hendes foreløbige konklusion efter knap 20 års forskning er: Internettet har forbundet verden, ændret måden vi laver forretninger på ja, stort set ændret alt. Alt andet end vores måde at være på.

LÆS OGSÅ: Facebook har svækket det sociale samvær

Mennesker gør stadig de samme ting af de samme grunde; det har internettet ikke ændret på. Kun i det små. For eksempel i spro-get. Derfor smilede hun så bredt, da hun hørte sin søn i samtale med en ven. De to gymnasiedrenge havde taget et ord fra internettets chat-rooms og gjort det til hverdagssprog. Lol er internetsprog; et af de mange ordforkortelser, der er opstået i takt med, at vi har skullet vænne os til i stigende grad at kommunikere med hinanden i tekst. Det er en forkortelse for laughing out loud (ler højlydt) og bruges, når man hurtigt og kort vil give udtryk for, at man finder noget morsomt.

Så en smule har internettet da ændret menneskers måde at kommunikere på, siger cybersociologen.

Men kun lidt.

Stine Gotved begyndte at forske i sociologi i cybersspace i 1995, da internettet stadig var nyt land for de fleste.

Jeg troede, vi skulle opfinde en helt ny sociologi. Men nej, helt basalt er det, vi gør på internettet, det samme som det, vi gør offline. Vi kommunikerer og forholder os til hinanden; vi snakker, udstiller os selv, mobber og følger med i vores venners liv, siger hun og tilføjer tre vigtige ord i denne sammenhæng: På mediets vilkår.

Mediets vilkår er, at samspil mellem mennesker foregår med computerskærme og tastaturer som mellemmand.

Og det har i det små ændret den måde, vi kommunikerer på. For eksempel med akronymer (forkortelser, red.) som lol, men også med smileyen, siger hun og taler altså om denne her:

Eller denne, der både blinker og rækker tunge:

;-P

Eller denne, der er virkelig glad:

Smileyen blev opfundet og videreudviklet til sine i dag mange, avancerede varianter, fordi den går ind og erstatter det kropssprog, der på mediets vilkår ikke er synligt. Den kompenserer for de ting, vi ikke kan se og høre, siger Stine Gotved.

I lidt højere grad har sociale netværk som især Facebook haft indflydelse på vores adfærd, mener cybersociologen.

Fordi man kan følge med i hinandens liv oftere gennem Facebook, ved man mere, når man møder folk. Samtalen starter et andet sted, siger hun og nævner samtalen blandt kollegaer over frokosten som eksempel:

I stedet for at spørge: Hvad lavede du i weekenden?, spørger man nu: Hvordan havde du det i Barcelona?. Og hvis man er den i frokostselskabet, der ikke er på Facebook, hægtes man næsten af eller kommer i hvert fald lidt for sent ind i samtalen. De samtaler, vi har på nettet, flyder nemlig ind i dem, vi har offline. Vi skiller dem ikke ad.

Men de eksempler er jo i småtingsafdelingen. Har nettet virkelig ikke ændret vores adfærd og samspil i højere grad?

Hvis du spørger en psykolog, er svaret måske jo, men som cybersociolog må jeg altså sige nej. Og det er nok, fordi jeg ser på reglen, mens psykologer ser på undtagelserne, siger hun og fortsætter:

Der skrives for eksempel meget om selvfremstilling online. At vi bliver narcissister og gør meget ud af at fremstå som den bedste udgave af os selv på nettet. Men jeg synes ikke, der er den store forskel på, om man står foran spejlet og overvejer den ene eller den anden trøje, eller om man nøje overvejer sine statusopdateringer på Facebook, siger cybersociologen.