Nøøj, det er for børn – gennem 60 år

Dansk børnefjernsyns udvikling skildres på Greve Museum og giver et indblik i en kulturarv præget af både disciplin, dannelse og deltagelse i børnehøjde

Udstillingen viser Lillebror i ”levende” live. Dukken er kendt fra serien ”Ingrid og Lillebror” i ”Kikkassen” (1966 og 10 år frem).
Udstillingen viser Lillebror i ”levende” live. Dukken er kendt fra serien ”Ingrid og Lillebror” i ”Kikkassen” (1966 og 10 år frem). Foto: Leif Tuxen.

”Nøøj, det er for børn”.

Den sætning husker mange generationer formentlig som indledning til børneprogrammet ”Anna og Lotte” fredag aftener med de to fnisende dukker.

I barndommen sætter oplevelser og indtryk sig fast i hukommelsen på en helt særlig måde, der gør et nostalgisk gensyn med en sang eller citater til en rørende oplevelse. Ja, man kan trods 20, 30, 40 og flere årtiers afstand til indtrykket stadig synge med på sangen ”Jeg går og hedder Frede, hva’ hedder du? Min bror han hedder Fillimus. Jeg elsker frikadeller og sodavand med brus. Jeg bor i nummer 11 – det lille grønne hus.”

”Sørøver Sally” fra 1969 og alle de andre mindeværdige karaktererfra dansk børnefjernsyn kan genopleves og endda mødes i ”levende” live i øjeblikket på Greve Museum. Her har man samlet et udvalg af 60 års fjernsyn for børn til glæde for store som små.

Udstillingen ”Børne-tv’s historie” er en kalejdoskopisk rundtur i børneverdenen på tv fra den tidlige meget pædagogiske og disciplinerende tilgang til børneunderholdning med 1960’ernes ”Ingrid og Lillebror” til nutidens skabagtige og legende karakterer som Onkel Reje.

”Når man kigger på børnefjernsyn gennem tiden, ser man også en udvikling i synet på børn og på opfattelsen af børneopdragelse. Der er selvfølgelig sket meget, fra at man talte mere ned til de små og ville lære dem noget til fjernsyn i børnehøjde, hvor det til tider er de voksne, der lærer af børnene,” fortæller museumsinspektør Iben Overgaard.

Udstillingen på Greve Museum er lavet i samarbejde med Danmarks Radio, der er hovedleverandør af børnefjernsyn i Danmark ikke mindst på grund af de mange årtiers TV-monopol. DR har udlånt en række af de kendteste dukker, og også de levende værter og bagmænd er i fokus. DR har især efter oprettelsen af B&U-afdelingen i 1968 fundet og opdyrket en perlerække af værtstalenter, der også er i fokus på museet. Det gælder folk som Hanne Willumsen, Jørgen Clevin, Thomas Winding, Povl Kjøller, Jakob Stegelmann, Peter Mygind, Sebastian Klein, Sigurd Barrett, Jacob Riising, Rosa og så videre.

Ifølge Iben Overgaard kommer både børn og voksne til udstillingen, hvor der er stor gensynsglæde, når eksempelvis bedsteforældrene møder Lillebror ved det lille piano, eller de helt små kan stige om bord på Hr. Skægs luftballon.

Greve Museum og DR står bag udstilling om børnefjernsyn gennem 60 år. Selvfølgelig kan man her finde Kaj og Andrea, der har underholdt de små i flere generationer.
Greve Museum og DR står bag udstilling om børnefjernsyn gennem 60 år. Selvfølgelig kan man her finde Kaj og Andrea, der har underholdt de små i flere generationer. Foto: Leif Tuxen
En række dukker kendt fra DR Ramasjang.
En række dukker kendt fra DR Ramasjang. Foto: Leif Tuxen
Ingvald Lieberkind som Dr. Lieberkind i sine udsendelser om natur og videnskab fra 1960.
Ingvald Lieberkind som Dr. Lieberkind i sine udsendelser om natur og videnskab fra 1960. Foto: Leif Tuxen