Nord og syd

Ingvar Glad fortsætter sidste uges essay om venstre og højre med en redegørelse for folketroen om nord og syd

Frejlev Kirke i Nordjylland havde oprindelig to indgange, der i 1700-tallet blev kaldt ”kvindedøren” mod nord og ”mandsdøren” mod syd. Sidstnævnte er nu tilmuret, og her er sidenhen anbragt et vindue, placeret som nummer to fra venstre. –
Frejlev Kirke i Nordjylland havde oprindelig to indgange, der i 1700-tallet blev kaldt ”kvindedøren” mod nord og ”mandsdøren” mod syd. Sidstnævnte er nu tilmuret, og her er sidenhen anbragt et vindue, placeret som nummer to fra venstre. –. Foto: Henning Bagger/.

Ingvar Glad er tidligere seminarielektor. Første del af hans essay om højre-venstre og nord-syd blev bragt på bagsiden den 13. marts.

Ulykkernes domæne er ikke begrænset til sideretningen venstre, men er også forbundet med verdenshjørnet nord.

Nordfra skal ulykke syde ud, som Jeremias skriver (Jeremias Bog kapitel 1, vers 14).

Her i Norden havde man en forestilling om, at den frafaldne engel Lucifer i oprør mod Gud ville rejse sig selv et højsæde på himlens nordkant, som vi får det fortalt i det middelalderlige norske skrift Kongespejlet, og at dødsriget Hel ligeledes var at finde i de nordligste egne.

Det er ikke mindst den ældgamle måde at orientere sig på, der bringer venstre og nord sammen. For vendt mod øst, mod den opgående sol, der er blevet tilbedt i mange kulturer, har man jo nord på sin venstre side.

Selve betegnelsen nord har da også grundbetydningen til venstre. Endnu skal man i danske og svenske dialekter kunne høre venstre hånd kaldt den nørre næve, norrnäven og lignende.

Men selvfølgelig begynder vores kompasnål at dirre nervøst, når de romerske varselspræster, augurerne, i stedet vendte sig mod syd og derved fik øst, den gunstigste af alle retninger, til venstre for sig! Dette er sandsynligvis grunden til, at det latinske sinister, venstre, oprindeligt havde betydningen den lykkevarslende og først siden antog den forventede betydning: ildevarslende.

LÆS OGSÅ: Alt om højre og venstre

Grækerne kaldte venstre for euonymos, det vil sige den med det gode navn. Men det kan være vanskeligt at afgøre, om det også her skyldes offerpræsternes specielle valg af orientering, eller om der er tale om en forskønnende omskrivning, en eufemisme, som ved vores venstre.

I Norden har det aldrig været vanskeligt at forstå, at alt ondt måtte komme nordfra, for man mærkede den jo på sin krop, den isnende nordenvind der går til marv og ben.

I eddadigtet Vølvens Spådom får vølven, spåkvinden med de visionære syner, udtrykt det med ekspressiv kraft. Ragnarok, den store verdensødelæggelse, foregriber hun i en række fremtidsbilleder:

Sal så hun stå, fra solen fjern

på dødningestrand med døren mod nord,

edderdråbers fald ind ad lyren,

slynget om salen var slange-rygge.

Døren mod nord, som vølven nævner, var en udsat åbning: Nør, det er Fandens dør, rimede man i Jylland. Flere steder i Norden har man desuden advaret mod at have nordvendte døre i kostalden, fordi køerne så kunne blive ramt af sygdoms-fremkaldende udstrålinger fra nord.

Adskillige nordiske middelalderkirker har helt vinduesløse nordsider, som om kirkebygningen har nægtet at åbne sig mod nord. I perioder af middelalderen har man haft den opfattelse, at kirken ved dommedag ville falde mod nord, og det kan være en grund til, at kirkegården nord for kirken tit var meget smal. De sammenstyrtede mure ville jo blokere kistelågene og forhindre de døde i at stå op på dommedag!

En enklere forklaring kan naturligvis være, at kirken lukker sig mest muligt mod kulden fra nord, og at gravbæltet her er smalt, fordi man ikke har følt det attraktivt at skulle lægges ned i den kolde jord på nordsiden af kirken.

I døden burde alle være lige, men det var længe sådan, at livets sol- og skyggeside fulgte mennesket ud over dødens grænse. Det var således i kirkegårdens nordlige og nordvestlige hjørne, i dens yderste krog, at selvmorderne uden sang og klang blev lagt i jorden, hvis man da overhovedet ville løfte dem ind over gærdet. Og det var også her, nord for kirken, de fattige fik deres hvilesteder i kirkens skyggebælte, mens sognets rige beslaglagde de lyse gravsteder mod syd.

Tidligere havde kvinderne som bekendt deres pladser i kirkens nordside, hvor norddøren derfor blev anvendt som kvindedør. Den populære forklaring på denne placering er, at kvinderne her bliver diskrimineret endnu en gang. Men spørgsmålet er, om der ikke ligger en anden forklaring bag.

Hvor Maria er med på kirkens billeder, for eksempel ved korsfæstelsen, er hun i kraft af sin moderværdighed altid placeret på sin søns højre side. Så må Johannes, skønt han er en mand, finde sig i en venstreplacering. Når Mariabilledet befinder sig på kirkens østvæg, skubbes Mariaskikkelsen derfor i retning af kirkens nordvæg. Ligesom hendes sidealterniche var at finde i korbuevæggens nordside.

Hvad er så mere naturligt, end at kvinderne blev bænket i, hvad vi kan kalde kirkens Mariaside, med blikket rettet mod den gudbenådede kvinde, der prydede deres køn som ingen anden.

Og da Maria genem hele middelalderen blev oplevet som en enestående åndelig varmegiver, mon det så ikke her i kirken rigeligt har kunnet kompensere for en lidt kølig nordvæg?