Nu er det slut med lyse nætter

Selvom kalenderen og vejret stadig vidner om sommer, er det ved at være slut med de lange, lyse nætter. Frem til maj næste år må vi forberede os på kortere dage og mørke vinternætter

Det er ved at være slut med sene aftener og nætter som her på billedet. Den sorte nat er på vej.
Det er ved at være slut med sene aftener og nætter som her på billedet. Den sorte nat er på vej. Foto: Leif Tuxen.

”Nu kommer fuglene igen. Og lyset vælter pludselig ind. Det kommer gennem alle sprækker. Lyse nætter er tilbage.” Sådan synger Alberte som bekendt i sin hyldest til den tid, vi efterhånden lægger bag os. De lyse nætter er vel nærmest blevet synonym med dansk sommer, hvor de lange sommeraftener indbyder til at sidde længe ude og nyde den lyse nattehimmel. Men nu er det altså ved at være slut med det. De lyse nætter melder fra i nat sin afgang i store dele af landet. Opholder man sig på Danmarks nordligste punkt i Skagen, kan fænomenet stadig opleves helt frem til den 14. august.

Når himlen er så lys i tre måneder skyldes det, at solen ikke når mere end 18 grader under horisonten fra den 5. maj til den 8. august og derfor stadig lyser op på himlen om natten. Det forklarer John Cappelen, som er senior klimatolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.

Det astronomiske tusmørke, som det kaldes, når solen er mellem 12 og 18 grader under horisonten, forklarer altså, hvorfor det stadig kan føles lyst, selvom man vel at mærke lige har set solen forsvinde ved solnedgang.

Noget John Cappelen vil savne de næste mange måneder, fortæller han, er fænomenet ”lysende natskyer”. Når skyerne er i 70-90 kilometers højde på grænsen til rummet og belyses af solen, der ikke går langt under horisonten om sommeren, skabes fænomenet med lysende natskyer, hvor skyerne lyser op i smukke farver mod nord. Hvis man ikke nåede at opleve det, så vender solen og lyset heldigvis tilbage så småt om lidt over fire måneder.

De lyse nætter er et fænomen, der er specielt for de nordiske lande, og jo længere nord for polarcirklen, man kommer, jo mere ekstremt bliver fænomenet.

Selvom fugle og lyse nætter, for de flestes vedkommende vækker positive minder om dejlige sommeraftener, kan minder om søvnbesvær måske også vække genklang, når solen står op på et tidspunkt, hvor det kan føles unaturligt for vores biologiske ur. Men så kan man glæde sig over, at det er slut med mørklægningsgardiner, hvis man vil sove.

Fra i dag vil nætterne gradvist blive mørkere frem til vintersolhverv den 21. december, hvor lyset efter den korteste dag på året så småt vender tilbage. Og hvis du synes, det er tidligt, at solen går ned klokken 21.00 i dag, kan du forberede dig på, at den om to måneder vil stå op klokken 7.27 og forsvinde igen bag horisonten allerede klokken 18.27 i København.