Jeg har fået flere morsomme henvendelser om ordlyden i den flotte salme, vi gerne synger på denne årstid: Nu falmer skoven trindt om land,/ og fuglestemmen daler;/ alt flygted storken over strand,/ ham følger viltre svaler.
Teksten er naturligvis af Grundtvig, og hans tekster er ikke altid lette at tyde for moderne, især yngre mennesker. Den gamle ordmager udnyttede ikke bare et enormt lager af ældre ord og udtryk, han var også forankret i en viden om oldnordiske og gammeldanske ords betydninger, som han trækker ind og tolker videre på. Grundtvigs digteriske vingefang og hans filologiske, altså sproghistoriske, viden kan godt spærre for moderne læsere.
LÆS OGSÅ: I forfjor, i fjor eller sidste år?
Det er blevet nærmest lidt moderne at mene, at det må være en fejl, når Grundtvig siger falmer om skoven på denne efterårstid. Han må da mene flammer, siger nogle, for skoven flammer jo af gyldne og røde farver. Jeg har endda hørt det synspunkt fremført, at man må have læst hans håndskrift forkert.
Grundtvig vidste nok, at skoven fik farver, men ordet er alligevel falmer, for det er jo altså ikke bare en naturbeskrivelse, men også en beskrivelse af det jordiske livs faser og årstider. Salmen, der egentlig hedder Høstsang og er skrevet i 1844, handler som bekendt om at vort jordiske timeglas skal udrinde, ligesom høsten eller efteråret lukker naturens grokraft ned. Men ligesom naturen gør klar til foråret, så er Guds nåde og Himmelvejen os vis. Og ligesom laderne er fyldt med Guds gaver af korn og frugt på denne årstid, så er Guds fred lyst over os, så den evige sommer venter i Paradis.
Derfor går det altså ikke med ordet flammer.
Der er imidlertid også en dybere sproglig forklaring, for Grundtvig udnytter en medbetydning i ordet falmer. Verbet falme er oldnordisk og kommer af fölna, der er afledt af fölr, og som betød bleg eller gusten. Når man nu følger dette ord og dets bibetydninger, vil man opdage, at det har haft flere medbetydninger. Det kan betyde, at noget får en blegere og mere afsvækket farve. Det har også betydet, at noget visner og altså mister friskhed og livskraftigt udseende.
Det har desuden billedligt kunne betyde, at noget blev underkastet kræfter eller et forfald, som betød af det tabte styrke. Når det for eksempel hedder om en skuespiller, at hun er falmet, eller at hendes berømmelse er falmet, så henviser det selvfølgelig til den mere billedlige side. Når skoven således falmer hos Grundtvig, er det ikke kun en henvisning til farver i skovbrynet, men også til den billedlige tale, at livet har et efterår, som Gud løfter os ud af.
Der er imidlertid endnu en sidebetydning i falmer, som Grundtvig kendte til, nemlig en direkte henvisning til mennesker, der blev syge eller gamle. Det kunne endda i lægesprog hedde, at et menneske var ved at falme, hvis det var meget sygt eller lå for døden. Når et menneske var ved at tabe sin livsgnist, så falmede det, kunne man sige. Verbet falme kan altså henvise direkte til at noget svinder ind, forgår, falder hen, og det er, hvad vi synger om hos Grundtvig, ikke skovens fantastiske, flammende farver. Dem kan vi til gengæld gå ud at se på, mens vi glæder os over skaberværket!