Prøv avisen

Nu sover jeg på alle store beslutninger

”Sommetider kan man blive fanget mellem det formelt rigtige og det, man egentlig synes er det mest anstændige,” fortæller Jørn Henrik Petersen. – Foto: .

Som bestyrelsesformand for TV 2 måtte Jørn Henrik Petersen fyre sin egen ven. Det blev en lærerig oplevelse

En voldsom buldrende lyd afbrød os pludselig, da jeg i sensommeren 1988 sad til et bestyrelsesmøde som formand for TV 2. Det var i månederne før åbningen af kanalen, da det rutinemæssige møde med planlagte sager og embedsmandskaffe på bordet i det nøgne mødelokale ændrede karakter.

Det viste sig at være Ulla Terkelsen, der bankede på. Hun var tydeligvis oprørt og kom for at orientere bestyrelsen om, at stationens meddirektør John Ranelagh havde handlet illoyalt over for den administrerende direktør Jørgen Schleimann.

LÆS OGSÅ: Han er en forbistret ordentlig personlighed

Hun hentede straks stationens informationschef Niels Langkilde ind som sandhedsvidne på, at John Ranelagh gennem et folketingsmedlem skulle have fortalt den daværende kulturminister, at stationen nok skulle komme i luften med eller uden Schleimann.

Beskyldningerne ændrede straks stemningen i lokalet. Det trivielle sagsbehandlingsmøde blev nu et decideret krisemøde. Og mit eget hoved blev hurtigt fyldt med forvirrede tanker om, hvad der mon var op og ned i sagen. Selv kendte jeg John Ranelagh som en dygtig mand, jeg stolede på. Vi var endda blevet venner og mødtes jævnligt sammen med vores koner.

Det var ironisk nok Jørgen Schleimann, som selv havde hentet John til stationen fra hans job på Channel 4 i London, efter at vi i bestyrelsen havde mødt ham der på en studietur. Og jeg fattede straks sympati for den dygtige englænder, der som jeg selv havde en akademisk baggrund.

Han var uddannet historiker og havde skrevet en række internationalt anerkendte bøger om blandt andet CIA og Irlands historie, som jeg havde haft stor glæde af. Så da Jørgen Schleimann senere ansatte ham som konsulent og senere igen foreslog, at bestyrelsen ansatte ham som meddirektør, havde jeg ingen betænkeligheder. Og derfra udviklede mit venskab med John sig hurtigt. Til gengæld kom Schleimann hurtigt på kant med ham, og som bestyrelsesformand havde jeg måttet holde mange forsoningsmøder mellem dem. Men nu var jeg pludselig under pres fra den øvrige bestyrelse til at fyre min ven.

Som bestyrelsesformand må man jo både bære de gyldne kæder og tage skraldet, når det gælder. Og jeg husker det stadig som en voldsomt ubehagelig oplevelse at skulle gå gennem gangene som professionel bestyrelsesformand på Kvægtorvet for at konfrontere min ven med påstanden om illoyal optræden.

Jeg håbede selvfølgelig, at han havde en anden version af forløbet. Men han bekræftede fattet, at han var gået til det pågældende folketingsmedlem, fordi han engang havde fået at vide, at det var den hurtigste vej til ministeren. Og det skulle gå stærkt. For han havde en fornemmelse af, at Schleimann blev opfattet som en ustabil direktør på Christiansborg, og han ville derfor orientere ministeren om, at stationen nok skulle komme i luften under alle omstændigheder. Det var klodset tacklet af ham. For det kunne kun opfattes illoyalt i en professionel forretningsverden, selvom rationalet bag handlingen var reelt nok.

Det duer ikke, at du optræder illoyalt. Jeg er frygtelig ked af det, men jeg ser ingen anden udvej, end at du bliver nødt til at bede mig om at få lov til at gå som meddirektør, sagde jeg og skrev efterfølgende en varm anbefaling til ham.

Dengang boede han ligesom en del andre TV 2-ansatte på et gods uden for Odense i Langesø, og fordi vi var et mediehus, var det en stor historie, at han skulle forlade stationen. Hans hjem var simpelthen belejret af journalister, så jeg kørte op til ham og hans kone og endte med at smugle ham ud skjult af tæpper på bagsædet af vores metalgrønne Opel Astra Stationcar.

Det var et surrealistisk, men også frydefuldt øjeblik at køre forbi de blodtørstige pressefolk, som han ikke havde lyst til at tale med. Og det endte med, at han og hans kone kom hjem at bo hos os, efter at hans kone selv havde forladt hjemmet i deres egen bil. Men da det hele var overstået, blev jeg ramt af en voldsom paranoia.

Vi har et sommerhus i Nordjylland, hvor jeg altid søger til for at finde fred. Det formindsker altid mine bekymringer at se, at havet er stort, og himlen er flot. Og det gjorde det også i den situation, men da jeg kørte derop, troede jeg længe, at der var en bil, der forfulgte os. Turene ved stranden hjalp, men det skulle alligevel komme til at pine og plage mig længe, at jeg havde fyret ham.

I situationen syntes jeg, at det var det eneste rigtige at gøre, og det var det nok også formelt set. Men sommetider kan man blive fanget mellem det formelt rigtige og det, man egentlig synes er det mest anstændige. Og dybest set syntes jeg ikke, at han havde gjort noget forkert.

I dag fortryder jeg også, at jeg ikke ventede med at tage beslutningen til dagen efter. Men dengang havde jeg ikke modenheden til at slå koldt vand i blodet, når jeg blev presset. Og det har jeg lært af. Nu sover jeg på alle store beslutninger. Men det opmuntrende i denne historie er, at det lykkedes at bevare vores venskab. For hvis begge parter tror på, at man forsøger at handle ordentligt, kan et venskab holde til meget. Og det var en stor glæde for mig, da jeg sidste år fik lov til at anbefale ham til Den Kongelige Norske Fortjenstorden, som han fik for sin strålende indsats som senere programchef for TV 2 i Norge. Så alting artede sig.