Nu vil jeg gå og købe hyacinter!

Hyacinter kan købes overalt i disse juleuger til lav pris og er gode gaver i forskelligt farvede zwibelglas

tegning: Kræsten Krum Byskov
Tegning: Kræsten Krum Byskov.

Det er netop i disse første dage af december, min kone og jeg nyder at finde vore mange hyacintglas frem i vore udestuer her på Nordgården i det nordjyske og i vort ”engelske” hus ved Rude Strand ud til Aarhusbugten.

Vi har samlet på disse hyacintglas i alle årene med de to haver. Her på Nordgården har vi i alt 22 zwibelglas, som de også bliver kaldt, og på Rude Strand har vi 14, alle købt som julegaver gennem årene: ét hyacintglas til Gudrun og ét hyacintglas fra Gudrun til mig.

Denne jul bliver ingen undtagelse, de to nye glas er købt. Og det er en stor del af hyacintløgene også – og sat! Hyacint (Hyacinthus orientalis) kan købes over alt i disse juleuger til lav pris. Vi har givet ni kroner pr. styk for de 12 løg, vi foreløbig har købt. Der er lang vej til de 36 glas, men alt skal nok lykkes de kommende uger. Og vi elsker den velduftende løgplante i skønne farver. Mørkeblå, rosa, hvid, ildrød, lyslilla, gul, guldfarvet. Det er jo det, der er så spændende med de mange farvekombinationer sammen med de forskelligt farvede zwibelglas – hyacintglas.

Løgenes hvide, sprøde rødder skylles forsigtigt fri for jord og stikkes ned i de enkelte glas, der fyldt op med vand. Når det vaskede hyacintløgs rødder stikkes ned i det 12-15 centimeter høje glas, er det vigtigt, at vandstanden ikke når helt op til selve løget. Igennem flere år har vi også stoppet trækul i vandet til de hvide lange rødder, så råddenskab forhindres. Vi stiller glassene ind i stuerne og vindueskarmene i Orangeriet nu, så vil varmen udvikle hyacinterne, og den lifligste duft vil brede sig til jul og nytår. Og de dufter længe. Da synger vi i hyacinttiden gerne: ”Det er i dag et vejr – et solskinsvejr!/ O, søde vår, så er du atter nær!/ Nu vil jeg glemme rent, at det var vinter,/ nu vil jeg gå og købe hyacinter/ og bringe dem til én, som jeg har kær.”

Jo, vi køber også af de hvide og de blå, som Ludvig Holstein skrev det i sit digt fra 1903. Derfor er hyacintblomsterløgene også en af havelivets store glæder her i december/januar hvert år. Kan kun anbefales! Og der er jo 14 dage til, vi skal ud i skoven her på Nordgården for at finde det helt rigtige juletræ. Og pakke de nyindkøbte zwibelglas ind i hver sin gave til at lægge under juletræet.

Når jeg ser på de næsten 40 zwibelglas, vi har, så har der også været skønne stunder med indkøb af glassene gennem de mange år. Vi har glas fra Den gamle By i Aarhus, gode klassiske. Vi har lysrosa og grønhvide glas fra Bornholm. Fra Historisk Museum i Aalborg. Fra de svenske øer Gotland og Øland. Ligeledes fra den store glasforretning i Kompanistræde i København. Fra Ærøskøbing på Ærø – jo, der er nok af muligheder for at finde zwibelglassene over hele Danmark.

Det var Holmegårds Glasværk, der i 1830’erne satte glasproduktionen i gang. Mogens Schlyter, Thelma Jexlev og Peter Riismøller lavede bogen ”Danske glas” og en stor udstilling på Aalborg Historiske Museum, således som ”Danske glas 1825-1925” stadig kan ses på museet.

Hvert år i maj tager vi så alle vore afblomstrede hyacintløg ud i haven i vort bed med kejserkronerne (Fritillaria). Da kommer gerne nogle stykker, en otte-ti stykker, igen med smukke blomster året efter.