Ny komet kan skinne kraftigere end fuldmånen

Russiske astronomer har opdaget en ny komet, som i 2013 vil passere gennem vores solsystem og lyse så stærkt, at den kan ses med det blotte øje

Kometen Hale-Bopp fotograferet i 1997 i Aalborg
Kometen Hale-Bopp fotograferet i 1997 i Aalborg. Foto: HENNING BAGGER.

I efteråret 2013 vil nattehimlen muligvis lyse en smule klarere. En opdagelse gjort af russiske astronomer den 21. september afslører nemlig en komet med kurs mod vores solsystem. Efter sigende kommer kometen, som er blevet døbt C/2012 S1, til at skinne langt kraftigere end fuldmånen.

Kometen blev opdaget af de russiske astronomer Vitali Nevski og Artyom Novichonok fra the International Scientific Optical Network (ISON) i Rusland.

LÆS OGSÅ: Astronom: Vi finder liv i rummet inden for 20 år

Forskerne har endnu ikke fastsat kometens lysstyrke, men selv hvis den ikke opfylder astronomernes estimater, vil kometen stadig være til at se med det blotte øje i dagstimerne, skriver nyhedsmagasinet Newscientist.

Årsagen til kometens kraftige lys er, at dens bane bringer den tæt på solen. Sammenlignet med månen, der ved fuldmåne bringer den i en afstand på 147 millioner kilometer fra solen, kommer den nyopdagede komet mindre end to millioner kilometer fra solen. Mere præcist vil søndag den 28. november 2013 med al sandsynlighed blive den dag, hvor kometen vil skinne allerstærkest.

Ifølge professor ved Niels Bohr Instituttet, Johan Ulldal Fynbo, befinder kometer sig for det meste langt uden for solsystemet, men en sjælden gang imellem kommer kometerne altså ind i det indre solsystem.

Man har regnet kometens bane ud, og det interessante er, at den kommer meget tæt på solen. Kometer består af klumper af stof, der er til overs fra dengang, vores solsystemet blev dannet. De består af de materialer, der ikke blev brug til at danne planeterne. En stor del af denne masse består af is, og det der sker, når kometerne kommer ind i det indre solsystem, er, at de begynder at fordampe. Solen får isen til at fordampe, og dampen og kometrester blæser væk fra solen og danner det, vi kender som kometens hale, siger Johan Ulldal Fynbo.

Derfor er det kometens nærkontakt med solen, der vil være årsag til dens kraftige lysstyrke, fastslår professoren.

LÆS OGSÅ
: Den alternative astronom

Hvis forudsigelserne holder stik, vil kometen blive en af de klareste kometer i menneskets historie og overskinne den længe ventede Komet Pan-STARR, som er sat til at skinne klarest mod jorden marts 2013.

Johan Ulldal Fynbo tvivler imidlertid på, om kometen vil skinne stærkere end en fuldmåne:

Det er lidt usikkert om den kommer til at skinne dobbelt så stærk som fuldmånen, men man vil kunne se den om dagen på det tidspunkt, hvor den passerer solen og danner meget damp. Det vil kun vare et par dage, hvor man kan se den om dagen, og en uge eller to, hvor man kan se den om natten, fortæller han.

Det vides ikke om det er første gang, at kometen C/2012 S1 krydser igennem vores solsystem. På flere amerikanske nyhedsmedier debatteres det, om den nye komet er den samme som The Great Comet of 1680, fordi ligheden mellem de to kometers bane og form er slående.

The Great Comet of 1680 blev opdaget af Gottfried Kirch, og blev det 17. århundredes stærkest lysende komet, som endda var synlig om dagen.