Nyt studie: Sang kan hjælpe lungepatienter

Sang er godt for sjælen – og også for lungerne, viser et nyt studie med 270 kol-patienter.

Sangtræning kan være med til at forbedre livskvaliteten hos lungepatienter, viser nyt studie.
Sangtræning kan være med til at forbedre livskvaliteten hos lungepatienter, viser nyt studie. Foto: Søren E. Alwan/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix.

En gruppe mennesker står i en rundkreds og er i gang med en slags klappeleg. “Sing la la la, sing la la la,” synger de og drejer både til venstre og højre for at klaske hænderne sammen med sidemandens. Det ligner en scene fra en folkeskoles frikvarter, bortset fra at sangerne er ældre lungepatienter.

Øvelsen er en del af et studie i sangs virkning på lungepatienter og kan ses i en video. Studiet er det første af sin slags i Danmark og det hidtil største i verden, og resultatet var positivt. Det viste nemlig, at en speciel slags sangtræning er lige så godt som fysisk motion til at forbedre livskvaliteten for mennesker med lungesygdomme, skriver Videnskab.dk, hvor man også finder videoen af de syngende mennesker.

270 kol-patienter fra forskellige danske kommuner deltog i studiet, hvor patienterne enten deltog i sangtræning eller fysisk træning i 10 uger. Der var tale om en særlig slags sangtræning kaldet “Singing for Lung Health”, der tager udgangspunkt i de problemer, lungepatienter har med åndedræt, krop og stemme. For eksempel trænede de forlængelsen af udåndingen, der skal hjælpe med at kunne kontrollere vejrtrækningen.

“Idéen med at måle sangtræningen op mod fysisk træning var, at vi ved, at fysisk træning virker. Det er guldstandarden,” fortæller Mette Kaasgaard til Videnskab.dk. Hun er førsteforfatter på studiet og postdoc i Lungemedicinsk Forskningsenhed i Region Sjælland – og så er hun også sanger og sangpædagog.

Studiet viste, at der ikke var betydelig forskel på de patienter, der havde lavet fysisk træning eller sangtræning.

“Vores forskning viser, at det her er et meget lovende felt, og at sang måske i fremtiden kan blive en fast del af hjælpen til kol- og andre lungepatienter.”

Forskningen er et skridt på vejen mod at tilbyde en bredere vifte af motiverende tilbud. Det er positivt, hvis der også er tilbud til dem, der ikke er glade for fysisk træning, som derfor vil have større chance for ikke at droppe ud af rehabiliteringen, siger Mette Kaasgaard.

En af deltagerne i studiet er en 77-årig, der altid har været glad for musik. 

“Jeg har haft meget fornøjelse af at gå her. Jeg har egentligt lyst til at fortsætte, selvom det slutter, fordi det er givende, og jeg har fået det bedre,” siger deltageren videoen sendt til Videnskab.dk.

Efter de 10 uger kan han allerede mærke, at det er nemmere at få vejret, når han skal inhalere sin medicin. 

Studiet er udgivet i tidsskriftet European Respiratory Journal.