Nytårsforsættet er opfyldt: Jeg er blevet klogere på kål

I januarhaven kan man glædes over få ting, som kål, der er lykkedes og børn, der leger

En vintersmattet køkkenhave. Men op langs grønkålens ”stamme” skyder det med små, fine kålskud. De har ikke samme bitterhed som de store kålblade og er strålende i en vintersalat.
En vintersmattet køkkenhave. Men op langs grønkålens ”stamme” skyder det med små, fine kålskud. De har ikke samme bitterhed som de store kålblade og er strålende i en vintersalat. Foto: Lise Kabell Søgaard

Der er skeptiske miner hele vejen rundt om søndagsmorgenbordet, da jeg meddeler, at jeg skal skrive haveklumme.

”Du bliver nok nødt til at gå ud, mor,” siger min datter tørt.

Jeg har det, indrømmet, svært med januarvejret. Er der nu også gode grunde til at gå i haven, ud over at man har forpligtet sig over for bagsideredaktøren? Til at få kolde fødder i muddertunge støvler, valne fingre og ikke en tiendedel af den dosis sollys, man burde have, fordi en vandgrå dyne har valgt at lægge sig over matriklen?

Men når resten af flokken modigt trækker i flyverdragten, er der vel ikke andet at gøre end at følge trop. Og det viser sig, at der faktisk er ting at glædes over derude.

Et nytårsforsæt fra sidste år var at blive klogere på kåldyrkning. Det lykkedes! Grønkål og rosenkålsplanter leverer i år det vigtige grønne indspark i vintermaden. Hvilken glæde at kunne gå ud og plukke til salater og sundhedssupper uden dårlig samvittighed, for planterne er stærke og kålen springer lystigt igen.

Hvad gjorde vi rigtigt, spørger vi så os selv? Jo, med læserhjælp på distancen fik vi afsikret kålen godt og grundigt med fiberdug over plastbuer, da planterne var sat, hvilket gjorde, at de som middelstore planter ikke blev ædt af kålsommerfugle og fik ro til at vokse sig stærke.

Nu kan man plukke fra toppen, men også af de mange små, sprøde sideskud, der kommer fra stammerne, ligner blomster og som sælges i dyre domme i supermarkedet som ”flower sprouts”.

Nok er grønkålspalmerne høje, men de vokser ikke ind i himlen. For der går desværre let råd i bladene og rosenkålene, hvis man ikke er over dem, og det er knap så lækkert at få fingrene i et udsmattet rosenkål. Findes der mon gode tricks mod rådden vinterkål, kære læsere?

Ude i haven går jeg i kålbedet og samler de gode rosenkål ind. De skal vendes i en blanding af sukker, salt og balsamicoeddike og karamelliseres i ovnen til aftensmad. Sommerens glæde er at kunne drøne fra køkkenet og ud i køkkenhaven og hente, hvad man har brug for på sekundet, men om vinteren må man høste i de få lyse timer, der er.

Vejret inviterer ikke til noget og det virker i det hele taget overmodigt med nytårsforsæt. Jeg begynder med forsæt for dagen:

Kom ud og få øje på det, der spirer. Se de to små flyverdragter glemme alt omkring sig, forvandle drivhuset til et kongeslot og pilekviste til sceptre, buer og pile. Lyt til den vidunderlige summen af ”og så sagde vi, at du var og jeg var, og dén der var”. Knas en kålblomst mellem tænderne, og lad det grønnes indeni.