Om at foretage kovendinger

Medierne elsker ordet kovending!

Sproget lever. Det ændrer sig umærkeligt, og pludselig har ord skiftet betydning eller sammenhæng.
Sproget lever. Det ændrer sig umærkeligt, og pludselig har ord skiftet betydning eller sammenhæng.

Kort tid efter at Helle Thorning-Schmidt og hendes folk fik regeringsmagten i Danmark, blev de beskyldt for at have foretaget kovendinger i en række sager. Den samme kritik rejses nu mod Lars Løkke Rasmussen. Også hans regering synes at foretage kovendinger og får klø for det. Det er ikke så godt at gøre kovendinger, når man er politiker og har udstedt for mange fede løfter om mælk og honning eller om god vind i sejlene for de fleste. Blå blok synes at være lige så meget ude at sejle som rød blok. I hvert fald kovender de tilsyneladende lige meget.

For nylig hørte jeg i en eller anden tv-udsendelse en række såkaldte standuppere, altså moderne ordkunstnere, og et par skuespillere blive spurgt, hvor ordet kovending stammede fra. Det vidste tydeligvis ingen af dem. Et par stykker udtrykte dog, stærkt fnisende, at det sikkert var opstået, fordi en ko nok ikke var let at flytte på. Den tøjrer vi her et øjeblik.

Kovending optræder som regel i forbindelse med verbet foretage, så man foretager en kovending. Det betyder ifølge de nyeste ordbøger en pludselig og overraskende ændring. Begrebet knytter sig i særlig grad til vending af et sejlfartøj, siger retskrivningsordbogen, og et sejlfartøj er vel noget sværere at vende end et motorfartøj. En kovending er altså en besværlig eller overraskende ændring af en retning eller af et standpunkt. Det er et maritimt udtryk, men i høj grad altså også et begreb fra den politiske sejlads.

I ”Ordbog over det danske Sprog” fra første halvdel af det 20. århundrede er eksemplerne på kovending først og fremmest hentet i det maritime. Der citeres eksempelvis fra et søleksikon, hvoraf det fremgår, at en kovending består i, at man først falder 10 streger af, til vinden er agterind, og derpå, idet man fortsætter drejningen, luver 10 streger, indtil man ligger med bidevind over den anden bov.

Puh! Jeg bliver helt svedt over nøjagtigheden i den beskrivelse. I samme opslag i ODS sammenlignes kovending med stagvending, idet begrebet gå over stag er det modsatte af en kovending. Der hentes dog i samme opslag i ODS, at de liberale ledere foretog en politisk kovending i sommeren 1840, så andre politiske aktører blev optændt af hadefulde rænker. Det er altså ikke nyt, at kovendinger sker både til søs og i det politiske vejrlig. Der bliver gået over stag, og der bliver kovendt.

Det morsomme er, synes jeg, at ordet kovending såmænd er et godt, gammelt bondeudtryk. Det har med køer at gøre. Enhver, der måtte have haft at gøre med en ko, eller som måske endda har prøvet at skulle trække flere køer samtidig, ved, at køer ikke er sådan at vende. Der skal enten overtalelser eller et solidt greb til for at overbevise en ko om retningsskifte - medmindre den altså selv får idéen om at ville i en retning. Så de kære, fnisende standuppere og skuespillere, der vist syntes, de sagde noget meget morsomt, havde faktisk ret. Kovending, der i dag er et primært politisk begreb, er opstået blandt bønder og hyrder, der ikke kunne få den dumme ko til at vende og skifte retning. Gamle landbrugsudtryk kan dukke op de særeste steder.