Selvfølgelig er det et elletræ – det kan enhver da se, og hvis ikke, så få det lært. Det må være grunddannelse at kende navnene på de mest almindelige fugle, vilde blomster og træer, og sådan ser gamle elletræer altså ud om vinteren og ligner ikke nogen andre.
Det er ikke kun stamme og strittende grene, det er de titusinder af små, brune ellekogler, der bliver siddende hele vinteren og giver elletræerne det unikke, grafiske udtryk med en kyndelmisse-himmel som baggrund. Hvis man lægger voksestedet oveni, er den helt sikker, for elletræer, de selvsåede, vokser næsten altid i våd jord, og ved bredder af vore søer og langs med vore vandløb er det altid elletræerne, der dominerer. Mit elletræ på billedet vokser ved en grøft 500 meter hjemmefra. Jeg ser det dagligt. Om sommeren et grønt træ som alle andre – om vinteren helt sin egen. Så smukt, tænker jeg.
Og ja, så tænker jeg også på en af mine oldeforældre, der var træskomager i Them, for han brugte elletræ til træskoene. Det gjorde alle, for elletræ er let, revner ikke og er nemt at forarbejde. Jeg synes også, at det er så fint at fælde elletræer til brænde, hvilket jeg har gjort meget, for når træet er fældet, er det friske ved hvidt, men et par minutter senere bliver det orangerødt som en rævepels, rent trylleri.
Egetræet er lige så nemt. Et gammelt, fritvoksende egetræ ligner ikke noget andet med sin korte stamme og mylderet af grene, der aldrig vokser ligeud eller -op, men kroger sig i alle retninger og gør træet lige så bredt som højt.
Vi har alt for få af disse, gamle, ærværdige, fritvoksende egetræer i Danmark, og jeg mindes vore ture til England, hvor de til gengæld er overalt. Der er gamle hegn mellem markerne, og der vokser altid gamle egetræer i hegnene. Men til overflod vokser der også gamle egetræer midt på markerne.
Selv i de mest intensivt dyrkede områder med korn og raps så langt øjet rækker, er der hundredårige egetræer på markerne, som de smukkeste skulpturer. En moderne dansk landmand ville have fældet dem for længst, fordi de jo står i vejen for maskinerne og snupper en lille brøkdel af udbyttet. Jeg ved ikke, om de engelske bønder er så anderledes – om deres gamle egetræer ligefrem er fredet, men jeg vil da benytte anledningen til at fremsætte et forslag til næste landbrugs-miljø-klimalov, som jeg har gjort det før: at det påbydes alle danske markejere at plante mindst ét fritstående egetræ pr. 10 hektar mark og passe godt på det i mindst 200 år. Undladelse straffes med dagbøder.
Lindetræet skal også med her, for når man kører igennem det danske landskab og ser et hus eller en gård med træer omkring (det har de fleste), og det største af træerne har den fineste omvendt-hjerteformede krone med tusindvis af tætsiddende grene og kviste, næsten som om de er klippede… så er det gårdens lindetræ, der blev plantet for 200 år siden og stadig lyser på kilometers afstand, især om vinteren. Og hvis man (alt for få steder) ser gamle ærværdige alléer, hvis kroner er skåret tilbage, men har fået lov til at vokse op i fuld højde igen, så er det også lindetræer, der har en lang og smuk historie i både by og på land, fordi de altid har været tæt forbundne med mennesker.
Linden er ikke gavntræ som bøg, eg og ask. Den er byens, torvets, gårdspladsens, alléernes træ, visse steder i skarp konkurrence med platanen. I Tyskland elsker de deres lindetræer over alt. Alle kender Unter den Linden i Berlin, byens berømteste boulevard, og alle over 20 år kan synge med på Schuberts udødelige "Am Brunnen vor dem Tore da steht ein Lindenbaum". Jeg kan også.
Men indrømmet: I det store, tætte mylder af buske og træer langs med vore veje og i de (alt for få) levende hegn mellem markerne kan det være svært at sætte navn på de enkelte. I skovene også. De skal være fuldvoksne, før de træder i karakter som el, eg og lind, og ofte må man vente til sommerhalvåret, hvor blade og eventuelt blomster afslører, om det er ask eller ahorn.
Jeg vil dog gentage, at det næsten er en pligt at kende de 10 mest almindelige træer – løfte dem ud af den grønne anonymitet og give dem de gode, danske navne. At vide, at de fire smukke træer lige efter afkørsel 65 på motorvejen mellem Kolding og Esbjerg er bøgetræer, der stod i haven til en gård, der blev fjernet rub og stub, da motorvejen blev lavet, mens bøgetræerne lige akkurat overlevede.
Jeg ved i hvert fald, at det kæmpestore, halvt udgåede træ ved Anders og Julius’ gård er en poppel, der bliver gammel og træt allerede som 100-årig. At min far plantede to asketræer ved indkørslen til den lille Agtrup danske skole i 1955, og at de nu er 20 meter høje og gav mig klump i halsen, da jeg genså dem sidste sommer. Og at der langs med den lille vej ved skolen vokser en flok lige så store kastanjetræer, fordi min bror Arne i 1960 helt spontant lagde en håndfuld kastanjer i jorden mellem vejen og grøften, da han havde samlet en spandfuld af de brune, blanke frugter og skulle hjem og lave kastanjedyr endnu engang.
Og det bedste: Malthes egetræ, som jeg plantede her for 36 år siden, da han blev født – 10 meter fra husets indgang. Nu er det 15 meter højt, kysser huset og rører mit hjerte. Hver dag.