Oplev de antikke attraktioner i Grækenland

Tag med Kristeligt Dagblad og Mols Rejser på kulturhistorisk rejse til Athen og Korinth fra den 21. til den 25. oktober 2019

Akropolis i Athen.
Akropolis i Athen.

Det antikke Grækenland har på mangfoldige områder lagt grunden til den vestlige kultur og dens åndsliv. Her blev kimen til begreber som demokrati, politik, filosofi, etik, skuespil, historie samt sport, veltalenhed, lægevidenskab og skønhedsidealer grundlagt.

Omkring 500 år før vor tidsregning var Athen og Korinth centrum for et aktivt og frodigt miljø for filosoffer og intellektuelle. Her udvikledes en lang række intellektuelle begreber, som hele vores livssyn og selvforståelse stadig hviler på. Det er en sjælden og smuk oplevelse at besøge de antikke steder, hvor historien emmer ud af enhver sten og enhver museumsgenstand. Mærk følelsen af at spadsere på de gamle brosten, hvor filosofferne Sokrates, Platon, Aristoteles og Archimedes gik. Apostlen Paulus færdedes også i området, og vi oplever resterne af den gamle talertribune, hvorfra Paulus talte til korinterne.

Fra grækernes religiøse fester opstod det græske skuespil. Man havde både alvorlige skuespil, tragedier og muntre skuespil, komedien. Alle folk havde gratis adgang til skuespillene dengang, og der er en lige linje fra de græske skuespil til nutidens teater og film. På rejsen besøges blandt andet det imponerende Dionysos-teater ved foden af Akropolis med plads til 15.000 tilskuere og det antikke teater i det gamle Korinth med plads til 18.000.

Nationalgarde ved parlamentet.
Nationalgarde ved parlamentet.

Som besøgende kan man endnu glædes over den skønhed, som grækerne dyrkede i deres bygningsværker, når de byggede templer, søjlegange, basilikaer, torvepladser og sportspladser. På læserrejsen oplever vi flere ikoniske antikke bygningsværker heriblandt templet Parthenon viet til gudinden Athena og Erechtheion-templet, der er kendt for sine karyatidesøjler med kvindefigurer.

Gyde i Plaka i Athen. – Pressefotos.
Gyde i Plaka i Athen. – Pressefotos.

Skønheden blev også dyrket i den atletiske menneskekrop og forskellige kunstretninger. Utallige smukke skulpturer som de gamle fresker fra Thira og Agamemnons dødsmaske kan opleves på rundvisningen på Det arkæologiske Nationalmuseum i Athen. På turen vil man også besøge Athens domkirke, sejle en tur på Korinthkanalen og opleve flere byvandringer. Rejsen henvender sig til alle – både dem, som gerne vil blive klogere på antikken, og dem, som har en stor forhåndsviden.