Oplev tranedans i Thy

Menneskelig forstyrrelse er en af de alvorligste trusler mod tranen især fra marts og frem til juli. I Nationalpark Thy er der flere gode tårne, hvor man på afstand og med kikkert kan nyde den langbenede fugl

Traner i flugt. Bemærk den strakte hals og de brede ”fingrede” vinger.
Traner i flugt. Bemærk den strakte hals og de brede ”fingrede” vinger. . Foto: Ib Nord Nielsen.

Fra tidligt forår til hen på efteråret er tranerne blevet et almindeligt syn i Nationalpark Thy, og deres karakteristiske trompeterende lyd giver på stille morgener genlyd over de storslåede heder og vidtstrakte klitplantager. To flyvende traner præger nationalparkens logo som symbol på, at her kan man opleve den imponerende fugl i sit rette miljø.

Blandt fugleinteresserede kan man altid spore en ægte begejstring, når der berettes om traneoplevelser. Det er især fuglens størrelse, dens lyd og den spektakulære tranedans, der gør fuglen så fascinerende. Den langbenede fugl har en højde på over en meter og et imponerende vingefang på op til 230 centimeter. I luften fylder den godt på himlen og flyver ligesom storken med udstrakte ben og hals, men er dog noget større. Både trane og stork kendes i flugten derfor let fra en tredje langbenet fugl, fiskehejren, som flyver med halsen bukket bagover i s-form. I flugt virker tranens vinger desuden meget brede og ”udfingrede” som hos en ørn.

Har man først hørt tranens kald én gang, er man aldrig i tvivl. Det er et trompeterende og højt ”kruue-kroo”, der kan høres på lang afstand. Tranerne kommunikerer i øvrigt ivrigt med varierede kald såvel under flugten som i andre situationer. Altid højt og trompeterende. Særligt under parringsdansen udstøder de med mellemrum det karakteristiske tranekald.

Tranedans kaldes det mærkværdige skuespil, som udspiller sig hvert forår blandt tranerne. Fuglene paraderer mellem hinanden med hurtige stive skridt. Ind imellem springer de op med udbredte vinger og bukker sig derefter sirligt mod hinanden. Af og til trækkes græstotter op med næbet i en hidsig bevægelse. Dansen er en del af parringsspillet, men menes også at have en mere generel social betydning.

Tranens tilbagevenden til den danske natur er lidt af en succeshistorie. Tranen forsvandt fra Danmark som ynglefugl allerede midt i 1800-tallet på grund af afvanding og opdyrkning af uproduktive vådområder. Tranen stiller store krav til ynglepladsen, der helst skal ligge i uforstyrrede hedekær, moser, småsøer og fugtige klitheder.

Det første ynglepar vendte tilbage i 1952 til Hanstholm Vildtreservat. Men først fra 1997 begyndte tranerne også at yngle på hederne uden for reservatet, og inden for de seneste 25 år taler man om en eksplosion. Men det er nok lidt af en overdrivelse, for tranen er stadig en rødlistet art med en samlet ynglebestand i Danmark på blot cirka 150 par, heraf 25-30 par i Thy.

Tranens sårbarhed skyldes ikke blot kravene til levestedet, men også forskellige andre forhold i dens biologi. Tranen er for eksempel fire til seks år om at blive kønsmoden, hvilket er meget lang tid i fuglenes verden. Desuden lægger den normalt blot to æg, og får kun et kuld unger pr. år. Til sammenligning er fiskehejren kønsmoden efter to år og lægger fire-fem æg pr. kuld. Hvis et tranepar i løbet af de første seks leveår blot lægger to æg, skal der ikke gå meget galt, før der slet ikke kommer noget ud af det.

Menneskelig forstyrrelse er en af de alvorligste trusler mod tranen. Tranen er en meget sky fugl, og forstyrres den i yngletiden, kan det gå hårdt ud over æg og afkom. Man skal derfor undlade at færdes inden for en afstand af mindst 300 meter fra yngleområdet fra marts og frem til midten af juli. Der findes heldigvis flere gode steder i Nationalpark Thy, hvor man med kikkert kan nyde tranerne uden at forstyrre dem:

Fugletårnet i Tved Klitplantage, fugletårnet ved Ålvand i Tvorup Klitplantage og Vangså Hede.

Torbjørn Tarp er projektleder i Nationalpark Thy