Optimistiske kvinder lever længere

Der er større sandsynlighed for at blive over 90 år, hvis man ser lyst på tilværelsen, viser nyt studie

Optimistiske kvinder lever længere
Foto: Plattform/Johner/Ritzau Scanpix.

De siger, at over skyerne er himlen altid blå. Bægeret er halvt fyldt og ikke halvt tomt. Og de græder ikke over spildt mælk.

Optimisterne.

Er man tilbøjelig til at leve sit liv efter denne overbevisning, og samtidig er kvinde, så er sandsynligheden for at leve et langt liv bedre end andre mennesker.

Det er konklusionen i en undersøgelse fra afdelingen for folkesundhed på Harvard-universitetet i USA.

Her kan man læse, at kvinder med et højt optimisme-niveau har større muligheder for at runde 90 år.

Forskerne har hentet deres data fra en omfattende undersøgelse blandt 159.000 kvinder fra hele verden, som er blevet fulgt i op til 26 år.

Folks optimisme er ikke en objektiv størrelse og er præget af sociale strukturer såsom race og etnicitet, påpeger Hayami Koga, der har været hovedforfatter på studiet, der for nylig blev offentliggjort i tidsskriftet Journal of the American Geriatrics Society.

"Men vores forskning viser, at fordelene ved optimisme kan spores på tværs af disse grupper," siger hun til mediet Science Daily.

Det er ifølge forskeren nyt, at man fokusere på positive psykologiske faktorer, såsom optimisme, der kan ligge bag sund aldring og lange liv, for tidligere lignende studier har ofte fokus på de risikofaktorer, der fører til sygdomme og for tidlig død, fortsætter Hayami Koga.

En fjerdel af de adspurgte i undersøgelsen, som var de mest optimistiske deltagere, havde en tendens til at blive 5,4 procent ældre end de øvrige og hele 10 procents større chance for at blive over 90 år. Og bag optimismen hos 25 procent af de optimistiske deltagere finder man grunde som jævnlig træning og sund kost. Andre studier har, som tidligere omtalt på Bagsiden, også vist, at optimistiske mennesker sover bedre.

Det er ikke kun kvinder, der har en fordel i at se lyst på livet. Et studie fra 2019 viste, at det gælder for både mænd og kvinder, men her kunne forskerne ikke registrere fordele efter 85 leveår.

"Vi ser ofte på de faktorer, der påvirker vores liv negativt, men man bør også se på de positive ressourcer i os, som kan være godt for vores sundhed," siger Hayami Koga.

Med de ord kan man efter endt læsning her gå videre ud i det måske lange liv og med Monty Pythons "Life of Brian" in mente synge - og fløjte:

"Always look at the bright side of life ..." (Se altid på livets lyse sider)