Orange lys kan give bedre søvn

Norsk forsøg på et hospital skal hjælpe folk med søvnproblemer

Orange lys roder ikke på samme måde som blåt lys ved vores søvnrytme, mener forskere. – Foto: Silke Brenner/ Iris/Ritzau Scanpix.
Orange lys roder ikke på samme måde som blåt lys ved vores søvnrytme, mener forskere. – Foto: Silke Brenner/ Iris/Ritzau Scanpix.

Måske vil vores soveværelser i fremtiden være præget af orange lys. For går det som norske forskere regner med, vil et nyt forsøg vise, at orange lys gør os mere søvnige og får os til at falde nemmere i søvn.

Mange har nemlig svært ved at lade søvnen overtage eller sover dårligt, og det skyldes blandt andet kunstig belysning, mener søvnforskere. Kunstigt lys indeholder nemlig blå lysstråler, som forvirrer hjernen og det indre ur, som ellers er tilpasset døgnets skiften mellem nat og dag. Moderne mennesker omgiver sig med lys, indtil de går i seng, og de senere år også fra lyskilder som tablets og smartphones.

Men snart er der hjælp at hente for folk med problemer med søvnen. Det skriver norske forskning.no.

Søvnforskere i Norge har undersøgt, hvad der sker med mennesker, hvis de lever som vores forfædre, som for eksempel når vi tager på telttur eller til en hytte uden strøm. Her bliver flere til A-mennesker, altså de følger naturens rytme, falder nemmere i søvn og står friske op sammen med solen. Årsagen kan være, skriver forskning.no, at vores hjerne normalt producerer søvnhormonet melatonin, når det bliver mørkt om natten. Men hvis vi får kunstig belysning i øjnene om aftenen, produceres der ikke så meget melatonin.

Meget af det kunstige lys, vi omgiver os med, består af blåt lys, der findes i lamper, tv-skærme, tablets og mobiltelefoner, og søvnhormonet melatonin reagerer særligt stærkt på dette. Derfor har forskerne i et eksperiment forsøgt at fjerne det blå lys, og når man gør det, bliver lyset orange. Forskere har i et forsøg givet personer briller med orange lys, og det gjorde en forskel for deres søvn.

I et andet forsøg fra Trondheim har man på et hospital ladet raske mennesker bo i en afdeling med orange lys, mens andre boede i en afdeling med almindeligt lys. Derefter samlede de prøver fra forsøgspersonernes spyt for at se, hvor meget melatonin der var. Mens man venter på resultaterne, kan man jo selv eksperimentere med farverne i soveværelset.