”Velkommen i Pobeda, kald mig bare Nikolaj,” siger manden og smiler varmt. Da han endelig giver slip på Deres udsendtes hånd, gør hånden voldsomt ondt og føles, som om den er brækket.
Dragan Nikolaj Semenovic er formand for den sidste kolkhoz i den tidligere sovjetrepublik Moldova, og hans håndtryk tyder på, at han ikke kun tilbringer sine timer bag skrivebordet.
”Nej, jeg arbejder også indimellem i markerne, ellers vil jeg blive vanvittig,” siger han muntert.
En kolkhoz er et russisk ord, og det betyder kollektivt landbrug, som blev praktiseret i det tidligere Sovjetunionen. Dengang blev bønderne tvunget til kollektive kooperativer, hvor de skulle drive landbrug i fællesskab. De politiske omvæltninger og Sovjetunionens opløsning betød, at den tidligere nationaliserede jord blev givet tilbage til befolkningen, og kolkhozerne gik i opløsning. I byen Kontjak, hvor kolkhozen Pobeda har holdt til siden 1947, valgte indbyggerne dog at fortsætte med at drive landbrug i fællesskab. For det er nemmere at have landbrugsmaskiner sammen og dyrke jord sammen frem for at gøre det hver for sig. De fleste har det godt med at være en del af et fællesskab, siger Dragan Nikolaj Semenovic.
”Vi er 500 mennesker, og vi dyrker 6500 hektar jord. Vi har også dyr og dyrker alt det, vi har brug for selv. Vi vil kun spise og drikke det, vi selv har dyrket, så ved vi, hvad det er,” siger han grinende.
Kolkhoz Pobeda, hvis navn betyder ”sejr” på russisk, har sin hovedbygning på Kontjaks hovedgade, Ulitsa Lenina (Leningade), og har som sin nærmeste nabo en stor Lenin-statue. Uden for bygningen hænger en tavle til ære for månedens medarbejdere, som med jævne perioder får udskiftet billeder af de medarbejdere, der på en eller anden måde har udmærket sig i deres arbejde i kolkhozen. Det går forholdsvis godt i kolkhozen, men i et land, som har den tvivlsomme ære at være Europas fattigste, betyder det langtfra noget luksuøst.
Pobedas produktion dækker indbyggernes behov og har derudover lidt eksport til andre lande, men den politiske situation i Moldova, som vakler mellem øst og vest, gør det ikke nemt for Dragan Nikolaj Semenovic at navigere.
”Vi er for eksempel blevet ramt af den russiske embargo, idet vi eksporterede frugt til Rusland. Sidste år gik det for eksempel ud over vores ferskenhøst, der endte som foder for vores grise,” siger han og tilføjer, at det ikke er helt nemt for Pobeda at finde nye markeder.
Kontjak ligger i Moldovas autonome provins Gagauzia, tæt ved grænsen til Ukraine, og det betyder, at byen har en befolkning af flere etniske minoriteter. Her bor gagauzere, bulgarere, ukrainere, moldovere og russere, og det gør de ifølge Nikolaj helt uden problemer. Indbyggernes fællessprog er hovedsageligt russisk, og de fleste mener, at Moldova skal orientere sig mod Rusland frem for mod EU. Man tror på, at det vil give Moldova bedre muligheder for at klare sig.
”I Rusland kender de vores varer, de kender vores vin, vores grøntsager. Det gør man ikke i EU. Derfor er det bedre for os at blive medlem af toldunionen sammen med Rusland,” siger Dragan Nikolaj Semenovic, som har været formand for kolkhozen de seneste 10 år, og hvis daglige arbejdstid er fra klokken 6 til klokken 22.
”Der er altid noget at lave, og jeg kan ikke klare kun at sidde her, jeg har også brug for at lave noget fysisk arbejde, så det er nogle lange arbejdsdage,” siger han og peger undskyldende på sit ur.
Et møde venter, og vi skal sige farvel. Dragan Nikolaj Semenovic rækker hånden frem, og jeg rækker min frem, men i samme øjeblik, han for alvor vil klemme om min hånd, trækker jeg hånden til mig. Vi kigger på hinanden og griner, mens hans blik afslører, at han forstår.
