Med på Knud Rasmussens ekspeditioner i avisen

Polarforsker Knud Rasmussen satte som forsker store aftryk – også i Kristeligt Dagblad

Knud Rasmussen blev kun 54 år, men med sine ekspeditioner nåede han at sætte store aftryk på den arktiske forskning.
Knud Rasmussen blev kun 54 år, men med sine ekspeditioner nåede han at sætte store aftryk på den arktiske forskning. . Foto: Polfoto.

Isbjørne, ekstrem kulde og inuitter blev polarforsker Knud Rasmussens skæbne. Han fik ellers et job som korrespondent for Kristeligt Dagblad efter sin eksamen, hvor han blandt andet skulle skrive fra en rejse til Island. Men Knud Rasmussens opvækst på Grønland, hvor hans far var præst, havde vakt en dyb interesse for landet og dets befolkning, som han ikke kunne slippe.

I år er det 115 år siden, Knud Rasmussen stævnede ud på sin første ekspedition, som fik navnet ”Den Litterære Grønlandsekspedition”. Rejsen varede fra 1902-1904 og blev absolut ikke forskerens sidste. Man kan i øjeblikket lære om hans eventyr på DR, der har lavet en ny dokumentar, ”Knud Rasmussen – den store fortryller”, i samarbejde med Kongehuset.

Forfatteren Mylius-Erichsen var leder af ekspeditionen og også ham, der i starten var mest fokus på. I ekspeditionens sidste brev til pressen fra november 1904 skrev forfatteren en lang hyldest af den 25-årige Knud Rasmussen, som bliver kaldt ”ekspeditionens ikke mindst uundværlige deltager”.

Han roses i brevet for at ”tale eskimoisk, endda mange fortræffelige dialekter deraf,” og for at kunne ”måle sig med grønlænderne i idrætsfærdigheder, tumle en kajak og løbe paa ski som de.”

Kort efter at være kommet hjem begyndte Knud Rasmussen at holde foredrag om ekspeditionen. I januar 1905 drog han sammen med Mylius-Erichsen til Kristiania (nu Oslo), til ”en stor sal fyldt med et interesseret publikum.” De modtog kraftige bifald, og interessen for Grønland var vakt.

Til et andet foredrag valgte Knud Rasmussen at tale ud fra spørgsmålet ”er grønlænderne lykkelige, og har det danske styre været saaledes, at de kan være lykkelige?”

Her beretter forskeren om tiltagende fattigdom, fordi der stadig blev færre og færre sæler.

Det kom i foredraget på tale, at man burde skaffe grønlænderne nye felter til økonomisk udvikling, enten gennem øget hvalfangst eller indførsel af tamme rensdyr.

”Skaffer vi ikke grønlænderne saadanne bedre økonomiske vilkaar, og gør vi det ikke snart, saa vil vi begaa, hvad man kan kalde en kulturel forbrydelse. Indenrigsministeren og Rigsdagen har vist, at de vil gøre noget for grønlænderne. Derfor bør der handles nu, da interessen er til stede,” skrev Kristeligt Dagblad dengang.

Arkivet giver også et indtryk af en ydmyg mand, som ikke var meget for den store opmærksomhed. I 1909 vendte han hjem fra endnu en ekspedition, hvor Kristeligt Dagblad rapporterede, at ”den af passagererne, der knyttedes stærkest interesse til, var naturligvis Knud Rasmussen, og få øjeblikke efter 'Hans Egede' havde lagt til, var den unge Grønlandsfarer omsluttet af en kreds af bladmænd. Til at begynde med, lod han ikke videre meddelsom, men da han saa, at der ikke var anden udvej, begyndte han at fortælle,” skrev Kristeligt Dagblads udsendte.

Da samme ekspedition drog af sted, konstaterede en journalist i Kristeligt Dagblad: ”Allerede for nogle uger siden er Knud Rasmussen paany draget til Grønland – og, i modsætning til Mylius-Erichsens afrejse, ganske stille”.