Vi må denne gang på rejse (i) på må og få. Dette udtryk på må og få skulle før retskrivningsreformen i 1948 bogstaveres sådan: paa maa og faa.
Sikken ansamling af a’er! Det er egentlig et flot skriftbillede. Bortset fra det, så er på må og få en middelalderlig, men stadig levende vending.
Når man foretager sig noget på må og få, betyder det at gøre noget planløst, når noget sker på må og få, sker det tilfældigt. Man kan bladre i en bog på må og få. Man kan køre ud i det blå på må og få. Man kan slentre på må og få. Synonymer kunne være udtryk som planløst, uden bestemmelse, på lykke og fromme, i blinde, henkastet, ud i det blå eller helt hen i vejret.
Det er Jens Juel Larsen, der har sendt mig afsted på må og få. Han har i en mail spurgt, hvordan denne vending er opstået, og hvorfor det hedder sådan? Det vil jeg forsøge at svare på.
I vendingen optræder det lille ord må som et substantiv, men egentlig, og historisk, er det præsens, nutidsform, af verbet måtte, der, for nu at gøre det hele endnu mere indviklet, har betydningen kunne.
Det andet lille ord i vendingen, altså få, er i denne sammenhæng også en overleveret form, for egentlig er der tale om en forældet præsens af at få, hvor det i dag hedder får, som i jeg får, eller han får. Vendingen drejer sig altså om at kunne og muligvis at få, så det er jo tilfældighedsspil, der udtrykkes.
Peder Laale samlede ordsprog i 1300-tallet. Vi ved ikke voldsomt meget om personen og hans liv, men hans arbejde og berømte samling af ordsprog er en vigtig kilde til at forstå middelalderens tankeformer og sprog.
Flere af de mange ordsprog, han samlede, findes stadig uforfalskede i moderne dansk. Det gælder ”højt at flyve, dybt at falde”, som det gælder ”mange bække små, gør en stor å”. Hans ordsprog og vendinger kan måske bringe os endnu mere ud på må og få.
Ordsprog nummer 538 hos Laale hedder: ”at haffwæ oc maa faa thet ær eij alt eens”. Det kunne måske oversættes med at have eller ikke have: Det er ikke det samme.
I århundrederne efter Laale, som udtrykker sig på det, vi i dag kalder ældre nydansk, udvikler udtrykket på må og få sig til det, vi kender i dag, men også i formen maafaa, der fungerer som et substantiv, som kan betyde til ingen nytte, eller at noget er formålsløst.
På må og få er altså intet mindre end et stykke dansk kulturarv, der ligger og glimter i sproget. Det gælder faktisk også ordet måske, der er sådan et lille, helt uskyldigt adverbium, altså biord. Det har også rod i middelalderligt dansk samt i plattysk mach schen, der betyder, at noget kan ske, noget kan forekomme, og det er vel, hvad måske betyder: Det kan muligvis ske. Forstavelsen ”må” i måske er altså samme form som i på må og få, nemlig betydningen at kunne.
Nu har rejsen bragt os så langt omkring på må og få, at den må stoppe.
Vendingen er levende og i stadig brug, fordi det er rytmisk med sine bogstavrim. Sprogets magi og skønhed og poetiske muligheder er afgørende.