Man kan finde eksempler på folk, som kløjs i ordet vegne. Jeg har set en formulering som: ”De kom alle vejne fra”. Det er der ikke noget, der hedder. Der er derimod en række faste vendinger i sproget, hvor substantivet vegne indgår. Det kan kun optræde i pluralis, altså i flertalsform. Det kan hedde, at du ingen vegne kommer, eller at der ikke er nogen vegne at komme. Det betyder, at dette eller hint ikke kommer ud af stedet.
Det kan også hedde, at man skriver på en andens vegne, eller giver møde på vegne af en eller anden. Her svarer bemærkningen til i medfør af eller på grund af. Den, der handler på vegne af, er stedfortræder.
Inspirationer kan komme alle vegne fra, og det er jo fedt. Det kan endog blive forstærket i den ligeledes almindelige vending: alle vide vegne. Når noget stammer alle vide vegne fra, så er det stort. Alle vide vegne er det samme som alle steder fra. Grundtvig bruger vendingen flere steder, og når han rigtig skruer op for påskeunderet, hedder det: ”Påske vi holde / Alle vide Vegne”.
Det er værre, når man ingen vegne kommer i en sag. Endelig, og det kan være meget vigtigt for den trængende, så er der et godt udtryk, som hedder at træde af på naturens vegne. Det betyder, som det vil være læseren bekendt, at forrette sin nødtørft, og det behøver altså ikke foregå ude i naturen. Den natur, der henvises til, er nemlig det behov og den natur, mennesker har, for at forrette noget. Her må man bede til, at man kommer nogen vegne med det, man har gang i.
Egentlig skriver jeg denne klumme på vegne af en læser, Erik Graven-Nielsen fra Horsens, der så længe siden som i oktober spurgte til ordet. Substantivet vegne er et underligt ord. Det kan kun optræde i faste udtryk, som jeg har givet eksempler på, og det hænger sammen med, at det er forældet uden for disse faste vendingers sammenhæng.
Sproghistorisk har ordet oldnordiske og gammeldanske rødder, og det er i familie med vej. Det er opstået som en genitiv pluralis, ejefaldsform, af vej, der engang på dansk lige så vel kunne staves weg eller vegr. Vegne har betydet noget i retning af vejens side eller blot side. Det hænger sammen med, at ordet vej egentlig oprindeligt betyder at bevæge eller drage, jævnfør det latinske verbum vehere, der betyder føre, drage eller køre, igen jævnfør ordet vehikel, der i dag betyder en påhængsvogn.
Vej har altså betydet det, ad hvilket man bevæger sig eller drages, og når det tilsættes genitivformen, kan det betyde til side eller ud til siderne i forhold til retningen. Ordbog over det danske Sprog nævner en formulering fra krøniker som withæ wegnæ, der lyder som vide vegne, og som betyder vidt omkring. Ordbog over det danske Sprog har også eksemplet beggæ veyne, der betyder på begge sider - underforstået af vejen.
Nu har vi været alle vide vegne! Erik Graven-Nielsen vil også gerne vide, hvorfor vi udtager g'et som et j. Det meget korte svar her vil være, at g på dansk kan udtales på fire måder. Det kan være hårdt som i gamma. Det kan være blødt og ofte danne diftong med en foranstående vokal som i egne. Det kan optræde stumt, være uden lydværdi, og endelig kan det i nyere, importerede ord optræde som en 'zhe' eller dj-lyd som i generøs eller gendarm. Disse forhold kan forklares ved sprogets import-historie. Vort sprog består af lyde, begreber og ord fra alle vide vegne.