Uden mad og drikke duer helten ikke. Det gælder også landets børn, der er vendt tilbage til skolen og skal bruge brændstof til at lære og lege i frikvarteret. Men madpakken indeholder ikke kun vigtigt krudt til de små, den afslører også, hvilke privilegier nogle børn har med sig – og nogle ikke har.
Det efterlader ikke blot nogle børn med rumlende maver og manglende energi, men også med en knude i maven, når de enten har meget lidt mad med eller ingen, skriver Jeanette Bauer, der er chef i Kirkens Korshær, i et debatindlæg, der blev bragt i Kristeligt Dagblad forleden.
Kirkens Korshær har lavet et tilbud, hvor børn året rundt kan komme forbi efter skole og smøre madpakker til næste skoledag. Kirkens Korshær oplevede nemlig i deres eftermiddagsaktiviteter, at flere børn var meget sultne, når de dukkede op.
Mange læsere husker også, hvordan de havde ondt i maven, når madpakkerne afslørede, at de kom fra mindre ressourcestærke hjem. Det fortæller de i kommentarer på Facebook, hvor Jeanette Bauers indlæg blev delt.
Heidi Guldhammer Thomsen skriver i sin kommentar, at man, da hun var barn, kunne få madpakke på skolen.
”Alle vidste, at det var de børn, der kom fra familier med få penge, der kunne få. Det var flovt, men det var tit det eneste, jeg fik før aftensmaden. Jeg tror desværre ikke, at det er blevet bedre. Så ja, selvfølgelig skal der tilbydes madpakker.”
Flere andre mener i deres kommentarer, at der igen skal tilbydes gratis mad i skolen, som Vibeke Hegestrand eksempelvis husker om sin skoletid.
”I 1950’erne fandtes der gratis skolebespisning. En madpakke og en kvart mælk.”
Også Linda Nielsen husker, hvordan de fik muligheden for at få serveret mad på skolen.
”På vores skole havde vi to dejlige damer, der lavede grød hver dag. Jeg kunne vælge mellem min mors madpakke og grød. Jeg valgte det sidste, og var man heldig, kunne man hjælpe med at røre. Og bagefter vaske op. Kunne man forlange mere.”
Marianne Marslew mener, at man bør kigge mod vores svenske naboer.
”I Sverige har alle skolebørn fået et gratis måltid mad i skolen siden 1970’erne. Et omfattende studie har vist, at de elever, som fik et måltid mad i skolen, blev næsten en centimeter højere, tog længere uddannelser, og flere, der fik skolemad, gik på universitetet (...). Der er altså en målbar positiv effekt, ved at staten betaler for et skolemåltid til eleverne.”
Der er også forældre, der udviser næstekærlighed og omsorg i form af leverpostejmadder for de mindre ressourcestærke familier i klassen, som Dorte Bodekær skriver:
”I seks måneder fik min søn en ekstra madpakke med hver dag. En mor havde ikke ressourcerne, men det havde vi. Børn er vel – på en måde – vores alle sammens ansvar. Jeg forestiller mig ikke, at den mor var stolt af situationen, omvendt ville jeg skamme mig, hvis jeg bare så til og ikke reagerede på et barns trivsel.”
Også pædagog Vibeke Kleis Jensen tog skeen i egen hånd, når børnene kom sultne i fritidsordning:
”Jeg har som pædagog oplevet børn komme sultne i sfo efter skolen. Så måtte jeg ’trylle’ noget frem fra vores café, indtil vi fandt en løsning på madpakkeproblemet. Børnene var trætte, triste og helt uden energi. Og faktisk også flove. Jeg tænker, at det ville være godt at indføre skolemad på landets folkeskoler, så alle eleverne får et sundt måltid mad om dagen,” skriver hun.