I Jerusalem er der en kvinde ved Gravkirken, der i mange år har solgt Guds telefonnummer. Når man køber nummeret, får man at vide, at opringningerne er til lokaltakst. Det forstår man godt.
I Jerusalem synes Gud meget nær. Problemet er blot, at der ikke er nogen, der svarer på telefonnummeret. Når man vender tilbage til kvinden og klager, svarer hun sødt: ”Åh, hvor det ligner Gud!”.
Og hun har ret! Mange af os erfarer, at Vorherre ikke altid svarer, når vi ringer ham op med vores bønner. Men jeg formoder, det skyldes, at hans planer ikke er vores planer.
Sådan er det også i familien. Uden nogen sammenligning er mine planer ikke altid familiens planer. Det gælder for eksempel, når mine tre sønner er hjemme i påsken med deres radmagre kærester.
Jeg har opdraget mine drenge til fede, marvfulde retter, matadormix ad libitum og limfjordsportere. Men af en eller anden grund finder de altid kærester, der elsker sund, økologisk og vitaminrig mad. Og for ikke at være årsag til en dårlig stemning lægger jeg min mad til rette efter pigernes smag. De får wokmad med økologiske grøntsager og næsten intet kød. Og da pigerne har den uvane at droppe palmesøndagsgudstjenesten, smugler jeg palmesøndag ned på deres tallerkener med palmekål og Jerusalem-salat.
Så får de evangeliets palmegrene og Jerusalem.
Et af de ti bud i madlavningen er, at man skal give sig god tid, når man tilbereder sit måltid. Men det gælder ikke wokmad. Ved wokken skal man være lynhurtig. Derfor fortæller jeg mine sønners kærester, at de skal have fastfood. Men før de bryder forfærdet sammen, forklarer jeg undskyldende, hvad jeg mener med den hurtigt anrettede mad!