November er pandelampernes tid

Mørk er november, men haven er lys. Eller den er i hvert fald til at være i, også i den mørke tid. Man skal bare huske at have ekstra batterier

De kulørte lamper i drivhuset er, igen i år, kommet op længe før jul. –
De kulørte lamper i drivhuset er, igen i år, kommet op længe før jul. – . Foto: Lise Kabell Søgaard.

”Er det her, mor?”.

Den yngste står i køkkenhaven med sin skovl og ser på mig. Tror jeg nok, for jeg kan ikke se andet end et blændende hvidt lys, der udgår fra den pandelampe, han har fået bundet om sit lille runde hoved.

Sønnen og jeg er ved at sætte hvidløg til høst næste år, klokken er fem om eftermiddagen, og det er buldermørkt. Strengt taget alt for mørkt til at være ude, men vi finder os ikke i det. Så nu står vi altså her i flyverdragter og mudderstøvler og smider hvidløgsfed enkeltvis ned i fire-fem centimeter dybe huller. Cirka så dybt en børnespade stikker.

Vi må ofte have pandelamperne til hjælp lige for tiden. Når der skal fodres dyr og sorteres genbrug, men også når der skal graves en bunke gulerødder, en porre eller et par pastinakker op af køkkenhaven.

Landlivet er bare sort med sort på her i november. Det er mørkt, når man står op og tager på arbejde, mørkt når man kommer hjem om eftermiddagen. Hvorfor var det nu lige, vi flyttede? tænker man. Hvad skal man med en have, når man ikke har tid til at være i den? Mon det nogensinde bliver grønt (og godt) igen?

Har man det sådan, er det godt at tilhøre en flok af pandelampetosser. Sådan nogle, der lige tager en kop te og en småkage ved fyraftenstid, sætter en grydefuld risengrød over og smutter i kedeldragterne.

Ud, blev der sagt!

En eftermiddag blev der tændt bål. En anden kom de kulørte lamper op i drivhuset, længe før jul, men pyt! En dag blev der hængt lys op inde hos hønsene, for også de har tendens til at blive smådeprimerede om vinteren. De holder i hvert fald op med at lægge æg.

Og en dag blev der sat hvidløg. Små, lysende fed kastet ned i sort muld, fulgt på vej af tåger af ånde og dækket med jord af en lille, sød hånd. Og lysterapi til moderen, når han ser op og siger:

”Hvor må jeg nu grave?”