Prøv avisen
Liv i sproget

Papir og blyant

"Sproget lever. Det ændrer sig umærkeligt, og pludselig har ord skiftet betydning eller sammenhæng. Professor Johannes Nørregaard Frandsen fra H.C. Andersen Centret i Odense følger sproget i stort og småt.

Denne dags breaking news i radioen er, at folkeskolens afgangsklasser i visse fag alligevel ikke skal aflægge prøve i det planlagte, digitale format. De skal i stedet aflægge prøve med, som det hed ”gammeldags papir og blyant”

Det er selvfølgelig synd for eleverne, der har gjort klar til computerbaseret prøve og digitale formater, men det er ikke mit ærinde her at skælde ud på Undervisningsministeriet. Det må andre tage sig af.

Jeg vil derimod tænke over den der formulering med gammeldags papir og blyant. Jeg skriver ofte her om ord, der er forældede og på vej ud af sproget.

Måske gælder det også ordet blyant? Måske næste generation ikke ved, hvad en blyant er? Ordet papir bevares, for det skal vel stadig lægges i computeren.

H.C. Andersen afbildes ofte med en gåsefjer i hånden. Ja, faktisk bruges gåsefjeren som et synonym for digteren. Sandheden er, at H.C. Andersen aldrig skrev med gåsefjer. Han brugte stålpenne. Fjer er før hans tid. Men fjeren er den nostalgiske ting, der forbinder digteren med en romantiseret fortid og med en række eventyr, som blandt andet tæller en vis grim ælling.

Måske er det en dag en blyant, der fremstilles som det romantiserede symbol for vor tid? Man må så i givet fald forklare, at en blyant var en genstand, man holdt mellem fingrene og skrev bogstaver på et stykke papir med. Unge mennesker vil undre sig. Hvordan i al verden skrev man med sådan en fyr?

De vil være vokset op med elektroniske apparater til kommunikation, vi endnu ikke kender. Blyanten må opsøges på museer, ligesom en eller anden klummeskribent må forklare læserne om fortidens skriveredskaber og om, hvad der ligger i den gammeldags vending, som hedder papir og blyant.

Ordet blyant rummer allerede sjove, men forældede træk. Faktisk kommer ordet oprindeligt ind i middelalderligt dansk fra det oldfranske blialt. Det kom på gammeldansk til at hedde bliald, som siden bliver til blyant, men som på det tidspunkt bestemt ikke var til at skrive med.

Blyant betød nemlig, eller var, oprindeligt et særligt silkestof. Et eksempel i ordbøgerne hedder: ”Kong Christian laa Liig i Guld og Bliant Klædning”. I 1700-1800 tallet bliver det til Blyantskaaben, som Knud Lyhne Rahbek i et af sine værker kalder et fornemt menneskes klædning.

Hvordan i alverden bliver en kåbe og et silkestof til det skriveredskab, vi alle af min generation har slidt i stumper og stykker og afmægtigt gnasket i stumper, så vi blev ganske sorte i mundvigene? Jo, svaret er sandsynligvis, at de fine silkekåber, blianterne, skinnede så smukt. Det gør mineralet grafit også. Og dette mineral, grafitten, som er af kulstof, havde man allerede i 1600-tallet opdaget kunne bruges til at tegne og skrive med.

Man opfattede, at grafit var en slags bly, så navnet blev på dansk til blyant som en sammentrækning af bliant og bly, så det er altså dels grafittens skinnende kvalitet, dels referencen til bly, der giver redskabet navn. Den engelske opfindelse af samme skriveredskab var, at man ”pakkede” en tynd stang af grafit ind i ceder- eller asketræ, så man kunne anvende det.

Denne dims kaldte man for penicillus, der er latin og betyder en lille hale. Det bliver på engelsk til pencil, på dansk fastholdes bliant med påvirkning fra ordet bly til blyant.

Skynd dig, skriv, om føje år, blyanten som en pc stå! For nu at lave lidt citatfusk!